22. marts 2018
Straffelovens § 289
T erkendte sig skyldig i skatte- og momssvig til et beløb på ca. 5,5 mio. kr. Straffen blev fastsat til fængsel i 2 år, hvoraf 1 år og 9 måneder blev gjort betinget med vilkår udførelse af samfundstjeneste i 250 timer. Retten lagde ved strafudmålingen navnlig lagt vægt på størrelsen af de unddragne beløb, på at kriminalitetens var begået over en årrække og havde systematisk karakter. Retten lagde vægt på, at den pågældende kriminalitet er omfattet af lov nr. 152 af 18. februar 2015, hvorved anvendelsen af samfundstjeneste udvidedes. Retten lagde endvidere særlig vægt på tiltaltes forklaring om, at ludomani var baggrunden for lovovertrædelserne, og på tiltaltes helbredsmæssige forhold. I medfør af straffelovens § 58, stk. 2, idømmes tiltalte en tillægsbøde på 5.543.000 kr., subsidiært fængsel i 60 dage.
Dom afsagt af Københavns byret den 7. februar 2018, SS 3-19768/2017
”Anklagemyndigheden
mod
T
cpr-nummer XXXX57-XXXX
…
Sagens baggrund og parternes påstande
Denne sag er behandlet som tilståelsessag.
Retsmødebegæring er modtaget den 16. august 2017.
T er tiltalt for
1.
(0100-76141-02519-15)
momssvig af særlig grov karakter, jf. straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt., og § 52 a, stk. 6,
ved i årene 2012, 2013 og 2014, med forsæt til at unddrage statskassen afgift, at have drevet momspligtig virksomhed uden registrering, ligesom han uagtet den manglende momsregistrering udstedte fakturaer, der var indbefattet afgift i navnet ”XX A/S”, alt hvorved statskassen blev unddraget 1.731.224 kr. i moms, og
2.
(0100-76401-00032-17)
skattesvig af særlig grov karakter. jf. straffelovens § 289, jf. skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1,
ved for indkomstårene 2012, 2013, 2014, med forsæt til at unddrage det offentlige skat, at have undladt inden 4 uger efter selvangivelsesfristen den 1. maj det følgende år at meddele SKAT, at den skattepligtige indkomst var ansat for lavt med henholdsvis 2.030.276 kr. for 2012, 3.165.608 kr. for 2013 og 1.729.020 kr. for 2014, alt hvorved det offentlige samlet blev unddraget 3.811.876 kr. i skat og arbejdsmarkedsbidrag.
Anklagemyndigheden har nedlagt påstand om ubetinget fængselsstraf og en tillægsbøde på 5.543.000 kr.
Tiltalte har erkendt sig skyldig.
Oplysningerne i sagen
Der er afgivet forklaring af tiltalte. Denne forklaring, som er i overensstemmelse med tiltalen, gengives ikke, da denne er blevet lydoptaget.
Personlige oplysninger
Der er af Kriminalforsorgen foretaget en personundersøgelse vedrørende tiltalte, hvoraf det blandt andet fremgår, at tiltalte er fundet egnet til at modtage en helt eller delvist betinget dom, herunder med vilkår om samfundstjeneste.
Tiltalte har om sine personlige forhold forklaret, at hans ekskones selskab har måttet betale de 1,7 mio. kr. nævnt i forhold 1. Han afdrager 2.000 kr. hver måned til selskabet. Da det blev opdaget, blev han bortvist som direktør for selskabet. Han har siden været meget syg og har gennemgået to hjerteoperationer.
Han er i dag tilbage i selskabet, hvor han står for den daglige tilrettelæggelse af arbejdet. Hans ekskone har flyttet regnskabet hjem til sig selv i huset. Han har ikke spillet i 3½ år. Han nåede at melde sig ind i ludomaniforeningen, inden han fik hjerteproblemer.
Tiltalte er ikke tidligere straffet af betydning for sagen.
Rettens begrundelse og afgørelse
Tiltalte har uden forbehold erkendt sig skyldig. Tilståelsen støttes af de oplysninger, der i øvrigt foreligger. Det er derfor bevist, at tiltalte er skyldig.
Straffen fastsættes til fængsel i 2 år, jf. straffelovens § 289, jf. momslovens § 81, stk. 3, jf. stk. 1, nr. 2, jf. § 47, stk. 1, 1. pkt., og § 52 a, stk. 6, og skattekontrollovens § 16, stk. 3, jf. stk. 1.
Retten har ved strafudmålingen navnlig lagt vægt på størrelsen af de unddragne beløb, på at kriminalitetens er begået over en årrække og har systematisk karakter.
1 år og 9 måneder af straffen skal helt undtagelsesvist ikke fuldbyrdes, hvis tiltalte overholder de betingelser, som er angivet nedenfor, jf. straffelovens § 56, stk. 1. Tiltalte skal herunder udføre samfundstjeneste i 250 timer, jf. straffelovens §§ 62 og 63. Retten har herved lagt vægt på, at den pågældende kriminalitet er omfattet af lov nr. 152 af 18. februar 2015, hvorved anvendelsen af samfundstjeneste udvidedes. Retten har endvidere lagt særlig vægt på tiltaltes forklaring om, at ludomani var baggrunden for lovovertrædelserne, og på tiltaltes helbredsmæssige forhold.
I medfør af straffelovens § 58, stk. 2, idømmes tiltalte en tillægsbøde på 5.543.000 kr., subsidiært fængsel i 60 dage.
Thi kendes for ret:
Tiltalte T straffes med fængsel i 2 år.
Fuldbyrdelsen af 1 år og 9 måneder fængselsstraffen udsættes og bortfalder efter en prøvetid på 2 år på betingelse af,
at tiltalte ikke begår strafbart forhold i prøvetiden,
at tiltalte i prøvetiden undergiver sig tilsyn af Kriminalforsorgen, og
at tiltalte udfører ulønnet samfundstjeneste i 250 timer inden for en længstetid på 1 år og 6 måneder.
Prøvetid og længstetid regnes fra endelig dom.
Tiltalte skal betale en tillægsbøde på 5.543.000 kr. i medfør af straffelovens § 50, stk. 2.
Forvandlingsstraffen er fængsel i 60 dage.”
6/2018 - Skattesvig – Momssvig – ca. 5.500.000 kr. – Kombinationsdom - Samfundstjeneste
/Default.aspx?ID=1064&newsid=17275&PID=5798&M=NewsV2&Action=1