7. maj 2019
Retsplejelovens § 171 stk. 1 og stk. 3
T1 og T2 var tiltalt for vold efter straffelovens § 244 mod deres børn, B1, født i 2012, og B2, født i 2014. Tiltalen blev rejst efter anmeldelse af 11. april 2018 fra Københavns Kommune på grund af underretning fra børnenes daginstitution. Der var i institutionen afholdt en samtale med begge børn den 11. april 2018. Børnene blev begge videoafhørt den 19. april 2018. Under hovedforhandlingen i byretten gjorde forsvarerne indsigelse mod afspilning af videoafhøringerne. Byretten afsagde kendelse den 8. oktober 2018 om spørgsmålet, hvorefter det ikke blev tilladt anklagemyndigheden at afspille videoafhøringerne. Byretten afsagde samme dag dom i sagen, og de tiltalte blev frifundet. Anklagemyndigheden ankede dommen med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale. Anklagemyndigheden oplyste, at anklagemyndigheden vil anvende videoafhøringerne som bevis under ankesagen. De beskikkede forsvarere gjorde indsigelse herimod. Det var ubestridt, at børnene, der på afhøringstidspunktet var henholdsvis 4 og 5 år, ikke forud for afhøringerne blev vejledt om vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, stk. 1. Der var ikke i rapporten om moderens samtykke til afhøring anført noget om vejledning om vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, stk. 1. På den baggrund lagde landsretten til grund, at ingen af forældrene forud for afhøringerne blev vejledt om vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, stk. 1. Det, der måtte fremgå af anklagerens notater om indholdet af politiets henvendelse til moderen, kunne ikke føre til et andet resultat. Moderens interesser kolliderede åbenlyst med børnenes interesser som
forurettede. Det fremgår af rigsadvokatmeddelelsen, at bistandsadvokaten i den situation på barnets vegne kan tage stilling til spørgsmålet om vidnefritagelse. Det måtte efter bistandsadvokatens oplysninger i byretten lægges til grund, at hun ikke drøftede spørgsmålet med børnene eller modtog vejledning herom på vegne af børnene. Henset til karakteren af den vold, der var rejst tiltale for, og herunder, at der ikke er oplyst om skader på børnene, var der heller ikke for landsretten oplyst om forhold, der ville kunne begrunde, at børnene efter retsplejelovens § 171, stk. 3, pålægges at afgive forklaring. Landsretten fandt herefter, at der var tilsidesat sådanne retssikkerhedsgarantier, at videoafhøringerne ikke kunne anvendes som bevis under sagen.
Østre Landsrets kendelse af 25. marts 2019, 19. afd. nr. S-2980-18
”Anklagemyndigheden
mod
1) T1
(cpr.nr. XXXX79-…)
(advokat A1, beskikket)
2) T2
(cpr.nr. XXXX85-…)
(advokat A2, beskikket)
Ingen var indkaldt eller mødt.
Der fremlagdes udtalelse af 12. februar 2019 fra anklagemyndigheden, mail af 4. marts 2019 fra advokat A2 samt mail af 5. marts 2019 og mail af 15. marts 2019 fra advokat A1.
Der er under denne sag rejst tiltale mod T1 og T2 for vold efter straffelovens § 244 mod deres børn, B1, født den 21. maj 2012, og B2, født den 25. februar 2014. Tiltalen er rejst efter anmeldelse af 11. april 2018 fra Københavns Kommune på grund af underretning fra børnenes daginstitution. Der var i institutionen afholdt en samtale med begge børn den 11. april 2018.
Børnene blev begge videoafhørt den 19. april 2018.
Under hovedforhandlingen i byretten gjorde forsvarerne indsigelse mod afspilning af videoafhøringerne.
Byretten afsagde kendelse den 8. oktober 2018 om spørgsmålet, hvorefter det ikke blev tilladt anklagemyndigheden at afspille videoafhøringerne.
Byretten afsagde samme dag dom i sagen, og de tiltalte blev frifundet.
Anklagemyndigheden har anket dommen med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den i byretten rejste tiltale.
Anklagemyndigheden har oplyst, at anklagemyndigheden vil anvende videoafhøringerne som bevis under ankesagen.
De beskikkede forsvarere har gjort indsigelse herimod.
Forsvareren for T2, advokat A2, har anført, at hverken forældrene eller børnene er blevet vejledt om reglen i retsplejelovens § 171, stk. 1, ligesom bistandsadvokaten ikke er blevet bedt om at tage stilling til spørgsmålet om vidnefritagelse. Væsentlige retssikkerhedsmæssige garantier er således blevet tilsidesat. Det fremgår af rigsadvokatmeddelelsen, at den, der varetager børnenes interesser, normalt forældrene, skal vejledes om reglerne om vidnefritagelse. I tilfælde af kollision med forældrenes interesser kan bistandsadvokaten tage stilling. Vejledningen skal gives før afhøringen. Da moderen blev kontaktet telefonisk om afhøring af børnene, var hun ikke bistået af en forsvarer.
Forsvareren for T1, advokat A1, har tilsluttet sig advokat A2s indlæg. Han har endvidere anført, at det følger af retsplejelovens § 901, at det skal angives i ankemeddelelsen, hvis anken også omfatter den eller de afgørelser, der måtte være truffet under sagen, og som man har været afskåret fra at kære, jf. retsplejelovens § 968, stk. 4. Der henvises også til § 912. Da anklagemyndigheden ikke i ankemeddelelsen har angivet, at man ønsker byrettens afgørelse af spørgsmålet om videoafhøringerne prøvet, omfatter anken ikke spørgsmålet om afspilning af videoafhøringerne. Der kan heller ikke blive tale om at tillade afspilning af videoafhøringerne som nye beviser. Hvis landsretten tillader videoerne afspillet, gøres det subsidiært gældende, at byrettens dom bør ophæves, og sagen hjemvises til fornyet behandling. En retlig prøvelse i landsretten med afspilning af videoerne vil stride mod to-instansprincippet.
Anklagemyndigheden har til støtte for, at videoerne tillades afspillet, anført, at børnenes mor, T2, den 19. april 2018 gav telefonisk samtykke til, at børnene, der da var 4 og 5 år gamle, blev videoafhørt. Afhøringen fandt sted samme dag. Efterfølgende blev begge forældre sigtet og afhørt, mens deres respektive forsvarere var til stede. I den forbindelse blev de begge vejledt om reglerne i retsplejelovens § 171, stk. 1. T2 blev sigtet og afhørt den 24. april 2018, og T1 blev sigtet og afhørt den 9. maj 2018. Den beskikkede forsvarer for T2 gav efter afhøringen udtryk for, at der ikke var behov for genafhøring af børnene.
Det er i overensstemmelse med de gældende retningslinjer, jf. rigsadvokatmeddelsen om videoafhøring og betænkning 1554/2015 om videoafhøring af børn og unge i straffesager, at børnene ikke blev vejledt om reglerne i retsplejelovens § 171, stk. 1. Der fremkom på intet tidspunkt under videoafhøringerne indsigelser fra de beskikkede forsvarere. Det var først under hovedforhandlingen i byretten, at der fremkom indsigelser. Det fremgår også af rigsadvokatmeddelelsen, at det ikke er nødvendigt med et egentligt samtykke til videoafhøring; det er tilstrækkeligt, at forældremyndighedens indehaver ikke modsætter sig denne.
Det forhold, at byrettens kendelse ikke blev kæret, afskærer ikke anklagemyndigheden fra at anvende videoafhøringerne som bevis. Dommen er netop anket, fordi videoafhøringerne ikke blev tilladt afspillet.
For byretten anførte anklagemyndigheden, at det fremgik af anklagerens notater fra afhøringen, at børnenes mor blev orienteret om vidnefritagelsesreglen forud for afhøringen af børnene.
Efter votering afsagdes
Kendelse:
Anklagemyndigheden har anket byrettens frifindende dom med påstand om domfældelse i overensstemmelse med den rejste tiltale. Der skal herefter finde en ny hovedforhandling sted for landsretten, jf. retsplejelovens § 917. Landsretten finder, at anklagemyndigheden under en sådan fuldstændig anke kan genfremsætte sin bevisanmodning vedrørende videoafhøringerne.
Der er under sagen som nævnt rejst tiltale efter straffelovens § 244, og anklagemyndigheden har nedlagt påstand om fængselsstraf og endvidere over for T1 nedlagt påstand om udvisning.
Efter retsplejelovens § 753 finder bestemmelsen i retsplejelovens § 173, stk. 1, hvorefter retten i forbindelse med vidneafhøring i retten skal vejlede om bl.a. indholdet i retsplejelovens § 171 om vidnefritagelse, tilsvarende anvendelse ved politiets afhøring af personer, der ikke er sigtet.
Af betænkning 1420/2002 om gennemførelse af straffesager om seksuelt misbrug af børn fremgår s. 95ff bl.a.:
”8.3.1. Varetagelse af barnets interesser i forbindelse med afhøring af barnet
...
Arbejdsgruppen finder, at politiet i de tilfælde, hvor der er to indehavere af forældremyndigheden, og den ene af disse er mistænkt/sigtet og modsætter sig politiets afhøring af barnet, vil kunne foretage afhøring, hvis den anden forældremyndighedsindehaver ikke modsætter sig dette.
Hvis der kun er én indehaver af forældremyndigheden over barnet, og denne modsætter sig politiets afhøring, eller hvis begge indehavere af forældremyndigheden modsætter sig, at barnet afhøres hos politiet, må politiet efter arbejdsgruppens opfattelse forelægge spørgsmålet om vidneafhøring af barnet for retten med henblik på en eventuel indenretlig afhøring af barnet efter retsplejelovens § 747. Arbejdsgruppen har i den forbindelse også lagt vægt på, at barnet i nogle tilfælde vil være omfattet af vidnefritagelsesgrundene i retsplejelovens § 171, stk. 1 og 2. Såfremt barnet er omfattet af vidnefritagelsesgrundene, vil et eventuelt pålæg fra retten om, at barnet alligevel skal afgive forklaring om det passerede, alene kunne gives som et pålæg om at afgive en indenretlig vidneforklaring, jf. retsplejelovens § 171, stk. 3. Retten vil ikke kunne give pålæg om, at barnet skal afgive forklaring til politiet. Rettens medvirken vil således i disse tilfælde under alle omstændigheder være nødvendig for at opnå barnets forklaring. Retten kan ved vurderingen af, om barnet skal pålægges at afgive forklaring mod sine nærmeste, også inddrage i alt fald et større barns eget ønske, jf. UfR1986.500H, der vedrørte en 14-årig. ...
Det bemærkes, at vejledning om reglerne om vidnefritagelse i forbindelse med videoafhøringer må ske til den, der varetager barnets interesser, det vil sige almindeligvis barnets forældre. Ved afhøring af større børn, må det endvidere overvejes at gøre barnet bekendt med reglerne om vidnefritagelse, jf. også den ovenfor omtalte afgørelse fra Højesteret vedrørende en 14-årig pige.”
Af betænkning 1554/2015 om videoafhøring af børn og unge i straffesager fremgår s. 159f bl.a.:
”2. Gennemførelse af videoafhøring
2.1. Vejledning om vidnefritagelse
Som nævnt i kapitel 3, afsnit 6.5, følger det af retsplejelovens § 753, jf. § 173, stk. 1, at politiet ved afhøringen af en person, der ikke er sigtet, skal vejlede personen om bl.a. indholdet af § 171 om vidnefritagelse, hvis omstændighederne giver grund dertil. Vidnefritagelsesreglerne gælder også for børn. Større børn skal vejledes om vidnefritagelsesreglerne, mens det for mindre børn som udgangspunkt overlades til forældrene (eller en af forældrene) at tage stilling til et eventuelt spørgsmål om vidnefritagelse.
Efter Strafferetsplejeudvalgets opfattelse bør udgangspunktet være, at normalt udviklede børn i alderen 7-8 år og ældre vejledes om vidnefritagelsesreglerne, dog således at der efter en konkret vurdering kan være grundlag for at fravige dette udgangspunkt.
Strafferetsplejeudvalget har overvejet, hvordan vejledningen om vidnefritagelsesreglerne kan gives, så barnet på den ene side oplyses om reglerne på en måde, som barnet har mulighed for at forstå, og på den anden side ikke bliver unødvendigt forvirret. …
Vejledningen til barnet bør gives af den særligt uddannede videoafhører i videoafhøringslokalet, således at vejledningen kommer med på optagelsen af afhøringen. Det er ikke bistandsadvokatens opgave at vejlede om vidnefritagelsesreglerne, og bistandsadvokaten skal undlade at give en sådan vejledning.”
Af rigsadvokatmeddelelsen fremgår om videoafhøring bl.a.:
”2.3. Orientering af forældremyndighedsindehaver(e)
Inden politiet foretager videoafhøring af et barn/en ung, skal forældremyndighedens indehaver(e) orienteres om politiets beslutning om videoafhøring.
Politiets videoafhøring kræver ikke et udtrykkeligt samtykke fra forældremyndighedens indehaver(e), men hvis forældremyndighedens indehaver(e) modsætter sig, at politiet afhører barnet, kan politiet ikke foretage afhøring.
…
2.3.1. Når forældremyndighedsindehaver(e) modsætter sig videoafhøring
Hvis forældremyndighedens indehaver(e) modsætter sig, at politiet afhører barnet, og politiet og anklageren vurderer, at barnet skal afhøres som vidne i sagen, fordi det er af væsentlig betydning for sagens opklaring, kan anklageren anmode retten om, at der foretages en indenretlig afhøring af barnet, jf. retsplejelovens § 747.
Hvis barnet er omfattet af retsplejelovens § 171, stk. 1, og derfor er fritaget fra at afgive forklaring om sagen i retten, kan retten efter en konkret vurdering give pålæg om, at barnet skal afgive en indenretlig vidneforklaring, jf. retsplejelovens § 171, stk. 3.
…
Vejledning om reglerne om vidnefritagelse
Vejledning om reglerne om vidnefritagelse skal forud for afhøringen ske til den, der varetager barnets interesser, dvs. normalt barnets forældre. I tilfælde, hvor forældremyndighedsindehaverens interesse må antages at kollidere med barnets interesse, kan bistandsadvokaten dog på barnets vegne tage stilling til spørgsmålet om vidnefritagelse.
Større børn og unge skal vejledes om vidnefritagelsesreglerne. Udgangspunktet er, at normalt udviklede børn i alderen 7-8 år og derover vejledes om vidnefritagelsesreglerne. Der kan dog ud fra en konkret vurdering være grundlag for at fravige dette udgangspunkt.
Barnet/den unge skal vejledes om vidnefritagelsesreglerne, før selve afhøringen begynder. Vejledning om vidnefritagelsesreglerne skal foretages af den særligt uddannede videoafhører i videoafhøringslokalet således, at vejledningen kommer med på optagelsen af afhøringen.
…
For mindre børn skal det som udgangspunkt overlades til den, der varetager barnets interesser, det vil sige normalt barnets forældre, at tage stilling til spørgsmålet om vidnefritagelse.
…
2.5.1. Vidnefritagelse
Reglerne om vidnefritagelse i retsplejeloven gælder også for personer under 18 år.
Retten vil i tilfælde af, at forældremyndighedsindehaveren modsætter sig afhøring af barnet under henvisning til retsplejelovens § 171, stk. 1, kunne give pålæg om, at barnet afgiver en indenretlig vidneforklaring, jf. retsplejelovens § 171, stk. 3.”
Det fremgår af politirapport af 19. april 2018 (bilag 5) om henvendelse til T2 om videoafhøring af børnene, at moderen blev gjort bekendt med anledningen, og at der var en politianmeldelse om vold. Efter indholdet af rapporten lægger landsretten til grund, at moderen under den telefoniske henvendelse fra politiet gav samtykke til, at børnene kunne videoafhøres. På dette tidspunkt var ingen af forældrene, og således heller ikke moderen, sigtet i sagen.”
Det er ubestridt, at børnene, der på afhøringstidspunktet var henholdsvis 4 og 5 år, ikke forud for afhøringerne blev vejledt om vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, stk. 1.
Der er ikke i rapporten om moderens samtykke til afhøring anført noget om vejledning om vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, stk. 1. På den baggrund lægger landsretten til grund, at ingen af forældrene forud for afhøringerne blev vejledt om vidnefritagelsesreglen i retsplejelovens § 171, stk. 1. Det, der måtte fremgå af anklagerens notater om indholdet af politiets henvendelse til moderen, kan ikke føre til et andet resultat.
Moderens interesser kolliderede åbenlyst med børnenes interesser som forurettede. Det fremgår af rigsadvokatmeddelelsen, at bistandsadvokaten i den situation på barnets vegne kan tage stilling til spørgsmålet om vidnefritagelse. Det må efter bistandsadvokatens oplysninger i byretten lægges til grund, at hun ikke drøftede spørgsmålet med børnene eller modtog vejledning herom på vegne af børnene.
Henset til karakteren af den vold, der er rejst tiltale for, og herunder, at der ikke er oplyst om skader på børnene, er der heller ikke for landsretten oplyst om forhold, der ville kunne begrunde, at børnene efter retsplejelovens § 171, stk. 3, pålægges at afgive forklaring.
Landsretten finder herefter, at der er tilsidesat sådanne retssikkerhedsgarantier, at videoafhøringerne ikke kan anvendes som bevis under sagen.
Thi bestemmes:
Det tillades ikke anklagemyndigheden at anvende videoafhøringerne af B1 og B2 som bevis under ankesagen.”
4/2019 - Vold mod børn – Videoafhøring – Vidnefritagelse
/Default.aspx?ID=1064&newsid=17317&PID=5798&M=NewsV2&Action=1