26. september 2018
Retsplejelovens § 730, § 731, § 735, § 736, § 843 a og § 843 b, EMRK artikel 6, stk. 3, litra c
Københavns byret afbeskikkede ved kendelse afsagt 31.8.18 fire ud af fem forsvarere i en vvv-sag. Byretten lagde i sin kendelse til grund, at det alene var en af de fem beskikkede forsvarere, som kunne give møde på de tre dage, som sagen blev berammet til, og byretten afbeskikkede herefter de øvrige fire forsvarere, hvoraf de tre kærede byrettens kendelse. Den forsvarer, der ikke kærede, fik frigjort nogle dage, så hun kunne blive på sagen, hvorfor kære ikke var relevant for hende. Nedenfor bringes uddrag af to af kendelserne fra Klageretten. Fra den første kendelse er der medtaget gennemgangen af retsgrundlaget. Klageretten lægger i den første kendelse på den anførte baggrund til grund, at byretten ved sin afgørelse primært har lagt vægt på at overholde målsætningen om at behandle vvv-sager inden for 37 dage uden at tage hensyn til, at der var tale om en sag med fem tiltalte, hvor tidspunktet for hovedforhandlingens gennemførelse skulle indpasses i adskillige aktørers kalendere, og uden at tage hensyn til forsvarernes bestående klientforhold og hidtidige arbejde i sagen. Der blev heller ikke ved afbeskikkelsen foretaget en afvejning af, hvor lang tids forsinkelse af sagen det ville medføre at forsøge at tage de nævnte hensyn set i forhold til, at der skulle beskikkes andre forsvarere, og afbeskikkelsen medførte, at de tiltalte – i strid med retsplejelovens § 731 – stod uden forsvarere og skulle have lejlighed til at angive, hvem de ønskede som ny forsvarer, jf. retsplejelovens § 735, stk. 2. Dertil kommer, at advokat A1 – om end med et generelt forbehold – forinden kendelsens afsigelse havde tilkendegivet, at han ville kunne give møde på et tilstrækkeligt antal af de tilbudte dage, og samtidig havde anmodet om et telefonisk berammelsesmøde, forinden der skete afbeskikkelse bl.a. under henvisning til det nære klientforhold, som han havde til sin klient. Herefter, og da hensynet til sagens fremme under de nævnte omstændigheder ikke kan føre til et andet resultat, ophævede Klageretten Københavns Byrets kendelse af 31.8.18 for så vidt angår afbeskikkelsen af advokat A1. De to andre advokater, der også kærede til Klageretten, fik ligeledes medhold. Præmisserne for så vidt angår advokat A2 bringes også nedenfor, idet der var det særlige forhold, at han havde oplyst, han i øjeblikket havde vanskeligt ved at tilbyde ledige datoer i nærmeste fremtid.
Kendelser afsagt af Den Særlige Klageret henholdsvis den 7. september 2018, sag K-102-18, og den 13. september 2018, K-101-18
Kendelse afsagt af Den Særlige Klageret den 7. september 2018, K-101-18:
”Retsgrundlag
Retsplejelovens § 735, stk. 2 og 3, har følgende ordlyd:
”Stk. 2. Sigtede skal have lejlighed til at angive, hvem sigtede ønsker som forsvarer. Rettens præsident kan fastsætte en frist herfor. Er den pågældende villig til at lade sig beskikke, imødekommes sigtedes ønske, medmindre andet følger af stk. 3.
Stk. 3. En person kan ikke beskikkes til forsvarer, hvis
[…]
2) den pågældendes medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling.”
§ 735, stk. 2 og 3, blev indført ved lov nr. 714 af 8. juni 2018 om ændring af retsplejeloven (Nedbringelse af sagsbehandlingstiden i straffesager), der trådte i kraft den 1. juli 2018. Formålet med lovændringen er overordnet at bidrage til en nedbringelse af sagsbehandlingstiden i straffesager, da det er vigtigt for retssamfundet generelt og for både forurettede og sigtede, at hver enkelt straffesag behandles rigtigt, effektivt og med den fornødne hurtighed.
Af de specielle bemærkninger til retsplejelovens § 735, stk. 2 (FT 2017-18, Tillæg A, lovforslag nr. L 204, side 27 f.), fremgår bl.a.:
”I stk. 2, 1. og 2. pkt., foreslås, at sigtede skal have lejlighed til at angive, hvem sigtede ønsker som forsvarer, og at rettens præsident kan fastsætte en frist herfor.
Med forslaget lovfæstes muligheden for, at retten (rettens præsident) fastsætter en frist for, at sigtede angiver, hvem sigtede ønsker beskikket til forsvarer. Fristen vil i almindelighed kunne fastsættes til 5 hverdage.
[…]
I stk. 2, 3. pkt., foreslås, at når sigtede inden for fristen anmoder om beskikkelse af en bestemt forsvarer, som er villig til at lade sig beskikke, skal retten (rettens præsident) imødekomme sigtedes ønske, medmindre andet følger af det foreslåede stk. 3.
[…]
Det foreslåede stk. 2 finder anvendelse, både når der første gang skal beskikkes forsvarer for en sigtet, og når beskikkelsen af en tidligere forsvarer tilbagekaldes i medfør af den foreslåede § 736 (lovforslagets § 1, nr. 8), og der derfor skal beskikkes en ny forsvarer. Ved ombeskikkelse regulerer den foreslåede § 736 således afbeskikkelse af den aktuelt beskikkede forsvarer, mens det foreslåede § 735, stk. 2, regulerer beskikkelse af den nye forsvarer. Ved ombeskikkelse får § 735, stk. 2, derfor kun betydning, hvis betingelserne efter den foreslåede § 736 for afbeskikkelse er opfyldt. […]”
Af de specielle bemærkninger til retsplejelovens § 735, stk. 3 (FT 2017-18, Tillæg A, lovforslag nr. L 204, side 28 f.), fremgår bl.a.:
”I stk. 3 foreslås det, at en person ikke kan beskikkes til forsvarer, hvis der er påviselig risiko for, at den pågældende vil hindre eller modvirke sagens oplysning (nr. 1), eller den pågældendes medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling (nr. 2).
[…]
Det foreslåede nr. 2 om, at den pågældendes medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling, er en ændring af det gældende § 733, stk. 2, 1. led, og det er hensigten, at den foreslåede regel skal have et videre anvendelsesområde end den gældende regel.
Det er således hensigten med det foreslåede § 735, stk. 3, nr. 2, at hensynet til sagsbehandlingstiden fremover skal vægtes tungere i forhold til sigtedes frie forsvarervalg, end det er tilfældet i dag.
Det forudsættes således, at en person som udgangspunkt ikke kan beskikkes til forsvarer, hvis den pågældendes medvirken forventes at medføre en forsinkelse på mere end 6 uger i sammenligning med, at en anden forsvarer beskikkes. Det forudsættes endvidere, at i særligt prioriterede sager (vvv-sager) kan en person ikke beskikkes til forsvarer, hvis den pågældendes medvirken forventes at medføre en forsinkelse på mere end 3 uger i sammenligning med, at en anden forsvarer beskikkes. Med hensyn til afgrænsningen af, hvad der skal anses for en særligt prioriteret sag (vvv-sag), henvises til pkt. 2.1.3.5 i lovforslagets almindelige bemærkninger.
Det forudsættes endvidere, at i tilfælde, hvor retten har foreslået et passende antal tidspunkter for hovedforhandlingen, og den ønskede forsvarer ikke kan møde hverken på de tidspunkter, retten har foreslået, eller på tidligere tidspunkter, kan den pågældende som udgangspunkt ikke beskikkes til forsvarer, hvis det forventes at medføre en forsinkelse på mere end 4 uger i sammenligning med, at en anden beskikkes til forsvarer. I særligt prioriterede sager forudsættes det, at den ønskede forsvarer i sådanne tilfælde ikke kan beskikkes, hvis det forventes at medføre en forsinkelse på mere end 2 uger i sammenligning med, at en anden beskikkes til forsvarer.
Det er endvidere hensigten, at 3-ugers-grænsen og 2 ugers-grænsen i særligt prioriterede sager skal anvendes strikt, når § 735, stk. 3, nr. 2, anvendes direkte, dvs. når det skal vurderes, om en indtrædende forsvarers medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling. Derimod er det hensigten, at der skal anlægges en helhedsvurdering, hvor andre omstændigheder også inddrages, når § 735, stk. 3, nr. 2, anvendes i medfør af det foreslåede § 736, stk. 1, nr. 2 (som affattet ved lovforslagets § 1, nr. 8), dvs. når det skal vurderes, om en allerede beskikket forsvarers fortsatte medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling. Der henvises til bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8.
Det er således hensigten, at når der i forbindelse med, at sigtede ønsker en bestemt forsvarer beskikket, skal foretages en afvejning mellem sigtedes frie forsvarervalg og hensynet til sagsbehandlingstiden, skal der fremover alene lægges vægt på en forventet forlængelse af sagsbehandlingstiden og på, om sagen er særligt prioriteret. I særligt prioriterede sager skal der alene lægges vægt på den forventede absolutte forlængelse af sagsbehandlingstiden. I andre sager er dette også et klart udgangspunkt, men der vil dog efter omstændighederne også kunne lægges vægt på den forventede forlængelse af sagsbehandlingstiden relativt set.
Andre omstændigheder, som efter gældende ret kan indgå i denne vurdering, skal således fremover ikke indgå særskilt i afvejningen. Dette skal ses i sammenhæng med, at hensynet til forurettede og andre vidner indirekte varetages gennem forudsætningen om, at den maksimalt acceptable forsinkelse er kortere i særligt prioriterede sager. Det skal endvidere ses i sammenhæng med, at lovgivningsmagten ved at vedtage lovforslaget forudsætningsvis fastsætter, hvordan afvejningen mellem eksempelvis hensyn til en tidligere klientrelation (i en anden sag) eller særlig ekspertise hos forsvareren generelt skal foretages over for eksempelvis hensyn til medsigtede, varetægtsfængslede eller sigtede under 18 år. Det skal på ny fremhæves, at dette gælder, når afvejningen foretages i forhold til en indtrædende forsvarer. Når afvejningen angår, om den aktuelt beskikkede forsvarer mod sigtedes ønske skal udskiftes, opstilles der ikke med lovforslaget en tilsvarende simpel og generel afvejningsregel, og der vil i sådanne tilfælde fortsat skulle foretages en helhedsvurdering i den konkrete sag, jf. ovenfor og bemærkningerne til lovforslagets § 1, nr. 8.
[…]
Endelig bemærkes, at det i et vist omfang vil bero på rettens skøn, hvor meget sagsbehandlingstiden vil blive forlænget ved at beskikke den forsvarer, som sigtede ønsker, i sammenligning med, at en anden beskikkes til forsvarer. Den forventede forlængelse af sagsbehandlingstiden vil ikke altid kunne beregnes præcist på det tidspunkt, hvor beskikkelsen sker, og retten vil derfor skulle skønne herover. Retten vil i praksis også være overladt et vist skøn med hensyn til, hvad der kan anses som et passende antal foreslåede tidspunkter for hovedforhandlingen, og dermed om de korte eller de lange frister skal anvendes (2 eller 4 uger over for 3 eller 6 uger). Selv om retten qua lovforslagets forudsætninger er bundet af faste afvejningsregler, vil rettens afgørelse samlet set dermed alligevel kunne indeholde et element af skøn.
[…]
Den foreslåede bestemmelse og de anførte forudsætninger gælder også i sager med flere tiltalte og flere forsvarere. I sådanne tilfælde vil det i et vist omfang bero på et skøn, hvilken eller hvilke af flere forsvarere der vil være den primære årsag til en væsentlig forsinkelse, og hvis beskikkelse derfor i givet fald skal nægtes. Som i sager med én forsvarer er spørgsmålet, om forsvareren objektivt set er årsag til forsinkelsen, ikke om der er noget at bebrejde forsvareren.
I betragtning af tilfældenes forskellighed bl.a. med hensyn til antallet af involverede forsvarere og hovedforhandlingens længde og de tænkelige konstellationer af, hvordan forsvarernes kalendere konkret spiller sammen, er det vanskeligt at give nærmere anvisninger, der er generelt dækkende. For at illustrere den tankegang, som retten bør benytte, kan dog nævnes et eksempel.
Hvis der skal beskikkes to forsvarere, og de sigtede har angivet ønsker om beskikkelse af to bestemte forsvarere, er der principielt tre muligheder: (1) De ønskede forsvarere beskikkes. (2) Én af de ønskede forsvarere beskikkes. (3) Ingen af de ønskede forsvarere beskikkes.
Mulighed (1) bør foretrækkes, medmindre den vil medføre en væsentlig forsinkelse sammenlignet med mulighed (2) eller (3). Tilsvarende bør mulighed (2) foretrækkes fremfor mulighed (3), medmindre mulighed (2) vil medføre en væsentlig forsinkelse sammenlignet med mulighed (3).
[…]
I sager med mere end to forsvarere bør sigtedes anmodninger om beskikkelse af bestemte forsvarere imødekommes, medmindre det vil medføre en væsentlig forsinkelse i sammenligning med, at en eller flere sigtedes ønsker ikke imødekommes. Ved beslutningen om, hvilken eller hvilke forsvarere der skal beskikkes, bør vælges en løsning, som medfører en væsentligt kortere sagsbehandlingstid end alternativerne, og hvis flere alternative løsninger ikke vil medføre væsentligt forskellig sagsbehandlingstid, bør vælges den løsning, der medfører færrest afvigelser fra de ønsker om forsvarer, de sigtede har angivet.
Ved vurderingen af, om en forventet forskel i sagsbehandlingstiden er væsentlig, skal retten anvende de tidsgrænser, der er anført ovenfor (3 uger og 2 uger i særligt prioriterede sager og som udgangspunkt 6 uger og 4 uger i andre sager)”
Retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 2, har følgende ordlyd:
”Beskikkelsen kan tilbagekaldes, når
[…]
2) betingelserne efter § 735, stk. 3, for at nægte at beskikke den pågældende kommer til at foreligge”.
Bestemmelsen i retsplejelovens § 736 blev nyaffattet ved lov nr. 714 af 8. juni 2018. De relevante dele af de specielle bemærkninger til retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 2 (FT 2017-18, Tillæg A, lovforslag nr. L 204, side 30 f.), er gengivet i byrettens kendelse af 31. august 2018, hvortil henvises.
Retsplejelovens § 843 a, stk. 1, og § 843 b har følgende ordlyd:
”§ 843 a. Retten skal fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed kræver og tillader. Hovedforhandlingen skal berammes hurtigst muligt og så vidt muligt inden for 2 uger fra anklagemyndighedens indlevering af anklageskrift til retten og til et sådant tidspunkt, at sagen kan gennemføres inden for rimelig tid. Er sigtede varetægtsfængslet, skal hovedforhandlingen gennemføres hurtigst muligt.”
”§ 843 b. Efter anmodning kan retten, hvis det findes hensigtsmæssigt, forud for anklagemyndighedens indlevering af anklageskrift forhåndsberamme hovedforhandling i sagen.”
§ 843 a, stk. 1, 2. pkt., fik sin nuværende formulering ved lov nr. 714 af 8. juni 2018, jf. denne lovs § 1, punkt 16, som ændrede ordene ”så vidt muligt berammes” til ”berammes hurtigst muligt og så vidt muligt”. Det hedder i de specielle bemærkninger til denne bestemmelse bl.a.:
”Med forslaget tydeliggøres det, at retten i alle tilfælde skal beramme sagen hurtigst muligt efter anklagemyndighedens indlevering af anklageskrift til retten ved digital kommunikation, og at 2-ugersfristen alene er den yderste frist for at beramme sagen, medmindre særlige forhold gør sig gældende.
[…]
Der er ikke tilsigtet ændringer med hensyn til, at 2-ugersfristen kan overskrides, hvis særlige forhold gør sig gældende. I sådanne tilfælde vil retten skulle beramme sagen så hurtigt, som dens beskaffenhed tillader, jf. retsplejelovens § 843 a, stk. 1, 1. pkt., der ikke foreslås ændret.”
§ 843 a og § 843 b blev indført ved lov nr. 493 af 17. juni 2008 om ændring af retsplejeloven (begrænsning af langvarige sigtelser og varetægtsfængslinger m.v.), der trådte i kraft den 1. juli 2008, og som byggede på Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1492/2007.
Retsplejeudvalget havde i betænkningen bl.a. overvejet, om der burde fastsættes regler i retsplejeloven om hurtig behandling af straffesager ved retten, og herunder særligt, om der burde fastsættes frister for den tid, der må gå fra sagen modtages med anklageskrift til dommens afsigelse i første instans. Udvalget gav udtryk for, at de målsætninger om hurtig behandling af straffesager ved domstolene, som der allerede dengang opereredes med, herunder 37 dages fristen for behandling af sager om vold, som afgøres med ubetinget frihedsstraf, var blevet til på baggrund af helt velbegrundede bestræbelser på hurtig sagsbehandling af nogle sagstyper, der typisk er særligt belastende for de forurettede. Udvalget fandt det imidlertid væsentligt at understrege, jf. betænkningen s. 128, at det forhold, at en sag tager længere tid end 37 dage, ikke i sig selv betyder, at sagen ikke er behandlet inden for rimelig tid. Udvalget fandt, at det reelt ikke var muligt at udforme lovbestemte fristregler for domstolsbehandling, og at der derfor ikke burde fastsættes egentlige fristregler i retsplejeloven for behandlingen af straffesager ved domstolene, men udvalget var enig i, at der også fremover – gennem et samarbejde mellem domstolene og forsvarerne, anklagemyndigheden og Kriminalforsorgen – blev gjort bestræbelser på at forbedre mulighederne for hurtig behandling af straffesager, jf. betænkningen s. 129131. I stedet for fristregler foreslog udvalget indsat en ny bestemmelse om rettens ansvar for sagens fremme (§ 843 a) og om forhåndsberammelse (§ 843 b).
I punkt 5.4.1.4. i de almindelige bemærkninger til lovforslaget tilsluttede Justitsministeriet sig Retsplejeudvalgets overvejelser om lovregler med henblik på at fremme behandlingen af straffesager ved domstolene og bemærkede, at det efter Justitsministeriets opfattelse i nogle tilfælde kan være hensigtsmæssigt også at opstille vejledende målsætninger for domstolenes og de øvrige aktørers behandling af visse straffesager, jf. FT 2007-08, Tillæg A, side 2932.
Af lovforslagets specielle bemærkninger til § 843 a, stk. 1, fremgår bl.a.:
”Til § 843 a
Den foreslåede bestemmelse er ny og vedrører berammelse af straffesager. Formålet med bestemmelsen er at betone vigtigheden af, at behandlingen af straffesager fremmes mest muligt.
Når anklagemyndigheden har besluttet at rejse tiltale mod en person og indbringer sagen for retten, eller når anklagemyndigheden anmoder om retsmøde med henblik på behandling af en sag som tilståelsessag, bliver retten hovedansvarlig for sagens fremme.
Der foreslås indsat en ny bestemmelse i retsplejeloven, hvorefter det påhviler retten at fremme enhver sag med den hurtighed, som dens beskaffenhed kræver og tillader, jf. stk. 1, 1. pkt.
Det foreslås i stk. 1, 2. pkt., at det påhviler retten så vidt muligt at beramme hovedforhandling inden for 2 uger fra anklagemyndighedens indlevering af anklageskriftet til retten, og til et sådant tidspunkt, at sagen kan gennemføres inden rimelig tid.
Formålet med forslaget til stk. 1, 3. pkt., hvorefter det er særlig påkrævet, at hovedforhandling gennemføres hurtigst muligt, hvis sigtede er varetægtsfængslet, er at betone vigtigheden af, at retten på grund af den belastning, som en varetægtsfængsling medfører for den sigtede, er særlig opmærksom på, at disse sager fremmes hurtigst muligt.
Berammelse skal så vidt muligt ske inden 2 uger fra rettens modtagelse af anklageskriftet, dvs. at berammelse normalt bør ske inden for 2-ugersfristen, medmindre særlige forhold gør sig gældende.
Særlige forhold vil navnlig kunne foreligge i sager med flere tiltalte, hvor tidspunktet for hovedforhandlingens gennemførelse skal indpasses i adskillige aktørers kalendere, og hvor berammelse til et passende tidspunkt ikke umiddelbart lykkes. Imidlertid bør retten og sagens parter så vidt muligt søge at imødegå sådanne problemer ved at forhåndsberamme hovedforhandlingen i sagen i medfør af den foreslåede nye bestemmelse i retsplejelovens § 843 b (lovforslagets § 1, nr. 12), jf. også bemærkningerne hertil.
[…]
Den foreslåede bestemmelse indeholder ikke en maksimal frist for, hvor lang tid der må gå fra anklagemyndighedens indlevering af anklageskrift til hovedforhandlingens begyndelse. Spørgsmålet om, hvad der må anses for »inden rimelig tid«, kan således ikke besvares generelt med angivelse af absolutte frister. Det skyldes bl.a., at der er meget store forskelle med hensyn til sagernes omfang, antallet af tiltalte mv.
Bestemmelsen fastsætter heller ikke frister eller målsætninger for sagsbehandlingstiden i enkelte sagstyper. Det er således som udgangspunkt op til retten at vurdere, om en sag i det enkelte tilfælde er af en sådan karakter, at sagen findes at burde behandles forud for andre sager, medmindre der er fastsat særlige målsætninger (f.eks. for sager om vold og voldtægt).
Med henblik på at sikre, at straffesager gennemføres på kortest mulig tid, kan det i øvrigt være væsentligt at være opmærksom på, at berammelsen af straffesager ved den enkelte ret i videst muligt omfang sker efter ensartede retningslinjer i relation til berammelsestidspunkt og berammelsestid. Således bør navnlig berammelsestiden i almindelighed ikke bero på, hvilken dommer eller afdeling der tildeles sagen.”
Klagerettens begrundelse og resultat
I sagens behandling har følgende medlemmer deltaget: ...
Det fremgår af retsplejelovens § 731, at retten har pligt til at sørge for, at T1 har en beskikket forsvarer, og T1 er efter retsplejelovens § 730, stk. 1, berettiget til selv at vælge en forsvarer, jf. herved også artikel 6, stk. 3, litra c, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorefter enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal have adgang til bistand af en forsvarer, han selv har valgt. Retten kan imidlertid tilbagekalde beskikkelsen af den forsvarer, som en tiltalt har valgt, hvis det viser sig, at den pågældendes medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling, jf. retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 2, sammenholdt med § 735, stk. 3, nr. 2.
Det fremgår af lovbemærkningerne til bestemmelserne, at der i en situation som den foreliggende, hvor den aktuelt beskikkede forsvarer afbeskikkes mod sigtedes ønske i forbindelse med sagens berammelse med henvisning til, at han vil forsinke sagen væsentligt, skal foretages en samlet vurdering. Udover det bestående klientforhold og forsvarerens hidtidige arbejde i sagen skal der i denne vurdering indgå hensyntagen til sagens karakter, hensynet til medsigtede, forurettede og andre vidner i sagen, hensyn til varetægtsfængslede og hensyn til sigtede under 18 år. Imidlertid bør hensynet til sagsbehandlingstiden fremover vægtes tungere i den samlede afvejning.
Der er i lovbemærkningerne ikke angivet præcise frister for, hvor lang sagsbehandlingstiden må være, men der er, specielt i relation til indtrædende forsvarere, opstillet nogle generelle afvejningsregler om, hvor lang tids forsinkelse af sagens behandling en beskikkelse af den pågældende må indebære set i forhold til, at en anden forsvarer beskikkes. For vvv-sager er denne frist 2 uger, hvis retten har foreslået et passende antal tidspunkter for hovedforhandlingen, og ellers 3 uger.
Det fremgår af den påkærede kendelse, at retten har forudsat, at der i en vvv-sag skal afsiges dom senest 37 dage efter modtagelsen af anklageskriftet. Anklageskriftet blev modtaget den 17. august 2018, og der har ikke af retten været tilbudt berammelsesdage efter den 14. september 2018.
Retten lagde i sin kendelse til grund, at det alene var en af de fem beskikkede forsvarere, som kunne give møde på de tre dage, som sagen blev berammet til, og retten afbeskikkede herefter de øvrige fire forsvarere, hvoraf de tre har kæret rettens kendelse.
Klageretten lægger på den anførte baggrund til grund, at retten ved sin afgørelse primært har lagt vægt på at overholde målsætningen om at behandle vvv-sager inden for 37 dage uden at tage hensyn til, at der var tale om en sag med fem tiltalte, hvor tidspunktet for hovedforhandlingens gennemførelse skulle indpasses i adskillige aktørers kalendere, og uden at tage hensyn til forsvarernes bestående klientforhold og hidtidige arbejde i sagen. Der blev heller ikke ved afbeskikkelsen foretaget en afvejning af, hvor lang tids forsinkelse af sagen det ville medføre at forsøge at tage de nævnte hensyn set i forhold til, at der skulle beskikkes andre forsvarere, og afbeskikkelsen medførte, at de tiltalte – i strid med retsplejelovens § 731 – stod uden forsvarere og skulle have lejlighed til at angive, hvem de ønskede som ny forsvarer, jf. retsplejelovens § 735, stk. 2.
Dertil kommer, at advokat A1 – om end med et generelt forbehold – forinden kendelsens afsigelse havde tilkendegivet, at han ville kunne give møde på et tilstrækkeligt antal af de tilbudte dage, og samtidig havde anmodet om et telefonisk berammelsesmøde, forinden der skete afbeskikkelse bl.a. under henvisning til det nære klientforhold, som han havde til sin klient.
Herefter, og da hensynet til sagens fremme under de nævnte omstændigheder ikke kan føre til et andet resultat, ophæver Klageretten Københavns Byrets kendelse af 31. august 2018 for så vidt angår afbeskikkelsen af advokat A1.
Thi bestemmes:
Københavns Byrets kendelse af 31. august 2018 vedrørende afbeskikkelse af advokat A ophæves.”
--
Kendelse afsagt af Den Særlige Klageret den 13. september 2018 i sag K-101-18:
”Klagerettens begrundelse og resultat
I sagens behandling har følgende medlemmer deltaget: ...
Det fremgår af retsplejelovens § 731, at retten har pligt til at sørge for, at T2 har en beskikket forsvarer, og T2 er efter retsplejelovens § 730, stk. 1, berettiget til selv at vælge en forsvarer, jf. herved også artikel 6, stk. 3, litra c, i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, hvorefter enhver, der er anklaget for en lovovertrædelse, skal have adgang til bistand af en forsvarer, han selv har valgt. Retten kan imidlertid tilbagekalde beskikkelsen af den forsvarer, som en tiltalt har valgt, hvis det viser sig, at den pågældendes medvirken væsentligt vil forsinke sagens behandling, jf. retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 2, sammenholdt med § 735, stk. 3, nr. 2.
Det fremgår af lovbemærkningerne til bestemmelserne, at der i en situation som den foreliggende, hvor den aktuelt beskikkede forsvarer afbeskikkes mod sigtedes ønske i forbindelse med sagens berammelse med henvisning til, at han vil forsinke sagen væsentligt, skal foretages en samlet vurdering. Udover det bestående klientforhold og forsvarerens hidtidige arbejde i sagen skal der i denne vurdering indgå hensyntagen til sagens karakter, hensynet til medsigtede, forurettede og andre vidner i sagen, hensyn til varetægtsfængslede og hensyn til sigtede under 18 år. Imidlertid bør hensynet til sagsbehandlingstiden fremover vægtes tungere i den samlede afvejning.
Der er i lovbemærkningerne ikke angivet præcise frister for, hvor lang sagsbehandlingstiden må være, men der er, specielt i relation til indtrædende forsvarere, opstillet nogle generelle afvejningsregler om, hvor lang tids forsinkelse af sagens behandling en beskikkelse af den pågældende må indebære set i forhold til, at en anden forsvarer beskikkes. For vvv-sager er denne frist 2 uger, hvis retten har foreslået et passende antal tidspunkter for hovedforhandlingen, og ellers 3 uger.
Det fremgår af den påkærede kendelse, at retten har forudsat, at der i en vvv-sag skal afsiges dom senest 37 dage efter modtagelsen af anklageskriftet. Anklageskriftet blev modtaget den 17. august 2018, og der har ikke af retten været tilbudt berammelsesdage efter den 14. september 2018.
Retten lagde i sin kendelse til grund, at det alene var en af de fem beskikkede forsvarere, som kunne give møde på de tre dage, som sagen blev berammet til, og retten afbeskikkede herefter de øvrige fire forsvarere, hvoraf de tre har kæret rettens kendelse.
Klageretten lægger på den anførte baggrund til grund, at retten ved sin afgørelse primært har lagt vægt på at overholde målsætningen om at behandle vvv-sager inden for 37 dage uden at tage hensyn til, at der var tale om en sag med fem tiltalte, hvor tidspunktet for hovedforhandlingens gennemførelse skulle indpasses i adskillige aktørers kalendere, og uden at tage hensyn til forsvarernes bestående klientforhold og hidtidige arbejde i sagen. Der blev heller ikke ved afbeskikkelsen foretaget en afvejning af, hvor lang tids forsinkelse af sagen det ville medføre at forsøge at tage de nævnte hensyn set i forhold til, at der skulle beskikkes andre forsvarere, og afbeskikkelsen medførte, at de tiltalte – i strid med retsplejelovens § 731 – stod uden forsvarere og skulle have lejlighed til at angive, hvem de ønskede som ny forsvarer, jf. retsplejelovens § 735, stk. 2.
Advokat A2 har oplyst, at han i øjeblikket har vanskeligt ved at tilbyde ledige datoer i nærmeste fremtid. Om dette indebærer, at det er nødvendigt at beskikke en ny forsvarer for T2, og i sammenhæng hermed tilbagekalde advokat A2’s beskikkelse, beror – på indeværende tidspunkt, hvor hovedforhandlingen er aflyst – på, hvorvidt retten i forbindelse med sagens fornyede berammelse vurderer, at advokat A2’s medvirken i sagen vil indebære en væsentlig forsinkelse af sagen efter de kriterier, som fremgår af lovbemærkningerne til retsplejelovens § 736, stk. 1, nr. 2, sammenholdt med § 735, stk. 3, nr. 2.
Herefter ophæver Klageretten Københavns Byrets kendelse af 31. august 2018 også for så vidt angår afbeskikkelsen af advokat A2.
Thi bestemmes:
Københavns Byrets kendelse af 31. august 2018 vedrørende afbeskikkelsen af advokat A2 ophæves, således at advokat A2 genbeskikkes som forsvarer for T2.”
22/2018 - Den Særlige Klageret – Afbeskikkelse – vvv-sag med flere tiltalte
/Default.aspx?ID=1064&newsid=17298&PID=5798&M=NewsV2&Action=1