20. april 2018
Retsplejelovens § 769, stk. 2
T1, T2 og T3 blev i byretten idømt fængsel i henholdsvis 1 år, 8 måneder og 10 måneder for bl.a. røveri på en tankstation. Alle ankede med påstand om frifindelse. I forlængelse af domsafsigelsen begærede anklageren fortsat varetægtsfængsling og henviste til retsplejelovens § 769, stk. 2. Til støtte herfor anførte anklageren, at de tiltalte var idømt ubetinget fængselsstraffe på mere end 30 dage, og at det af hensyn til retshåndhævelsen var påkrævet, at de tiltalte ikke var på fri fod. Anklageren henviste til to bilag, hvoraf det fremgik, at det er politiets vurdering, at de tiltalte er medlemmer af loyal to familia (LTF), som er aktiv involveret i en verserende voldlig konflikt. Retten fandt, at de foreliggende oplysninger ikke i tilstrækkelig grad dokumenterede, at T1, T2 og T3 har tilknytning til LTF, herunder at LTF aktivt er involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, der som led i konflikten enten har anvendt skydevåben, våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade. T1, T2 og T3 blev derfor løsladt.
Kendelse afsagt af Retten på Frederiksberg den 8. september 2017, Rettens nr. 7013/2017
”Anklagemyndigheden
mod
T1
cpr-nummer XXX92-XXXX,
T2
cpr-nummer XXXX98-XXXX og
T3
cpr-nummer XXXX91-XXXX
Der blev fremlagt anklageskrift med bilag og bevisfortegnelse. Personlige oplysninger og særakter var til stede.
Anklager P var mødt for anklagemyndigheden.
Advokat A1 var mødt som beskikket forsvarer for T1.
Advokat A2 var mødt som beskikket forsvarer for T2.
Advokat A3 var mødt som beskikket forsvarer for T3.
…
Efter votering afsagde retten dom.
Domfældte, T1, blev gjort bekendt med dommens konklusion og ankede dommen med påstand om frifindelse i det ikke erkendte omfang, subsidiært formildelse.
Domfældte, T2, blev gjort bekendt med dommens konklusion og ankede dommen med påstand om frifindelse.
Domfældte, T3, blev gjort bekendt med dommens konklusion og ankede dommen med påstand om frifindelse.
Domsmændene fratrådte.
Anklageren påstod de tiltalte fortsat varetægtsfængslet, jf. retsplejelovens § 769, stk. 2. Til støtte herfor anførte anklageren, at de tiltalte er idømt ubetinget fængselsstraffe på mere end 30 dage, og at det af hensyn til retshåndhævelsen er påkrævet, at de tiltalte ikke er på fri fod. Anklageren henviste til bilag 16.1 og bilag 16-1-1, hvoraf det fremgår, at det er politiets vurdering, at de tiltalte er medlemmer af loyal to familia (LTF), som er aktiv involveret i en verserende voldlig konflikt.
Advokat A1 protesterede og gjorde navnlig gældende, at det hverken ved rapport i bilag 16-1-1 er dokumenteret, at T1 har tilknytning til LTF, eller at der er en verserende konflikt.
Advokat A2 protestrede og gjorde navnlig gældende, at det ikke ved rapport i bilag 16-1-1 er dokumenteret, at T2 har tilknytning til LTF eller, at der er en verserende konflikt, og at det vil være uproportionalt, da T2 har været varetægsfængslet siden den 22. juni 2017.
Advokat A3 protestrede og gjorde navnlig gældende, at det ikke ved rapport i bilag 16-1-1 er dokumenteret, at T3 har tilknytning til LTF eller, at der er en verserende konflikt.
De domfældte havde lejlighed til at udtale sig.
Retten afsagde
Kendelse
Der er under sagen alene fremlagt rapporter af 22. juni 2017 fra Københavns Politi, Efterretnings- og Analysesektionen (EAS), Rocker- og Bandemonitering, hvoraf det fremgår, at det er politiets vurdering, at T1, T2 og T3 er medlemmer af loyal to familia (LTF).
Retten finder, at de foreliggende oplysninger ikke i tilstrækkelig grad dokumentere, at T1, T2 og T3 har tilknytning til LTF, herunder at LTF aktivt er involveret i en verserende voldelig konflikt med en anden gruppe af personer, der som led i konflikten enten har anvendt skydevåben, våben eller eksplosivstoffer, som på grund af deres særdeles farlige karakter er egnet til at forvolde betydelig skade.
Betingelserne for varetægtsfængsling i medfør af retsplejelovens § 769, stk. 2, er derfor ikke opfyldt.
Derfor bestemmes:
Anmodningen om fortsat varetægtsfængsling tages ikke til følge.
Anklageren tog forbehold for at kære.
T1 blev løsladt kl. 16.10.
T2 blev løsladt blev løsladt kl. 16.10.
T3 blev løsladt kl. 16.10.”
10/2018 - Retshåndhævelsesarrest – Dokumentation for bandekonflikt
/Default.aspx?ID=1064&newsid=17280&PID=5798&M=NewsV2&Action=1