1. oktober 2001
Justitsministeriet
Lovafdelingen
Strafferetskontoret
St. Kongensgade
17. september 2001
TR/HMF
Vedrørende udkast til forslag til lov om ændring af retsplejeloven (udeblivelsesdomme i straffesager og pressens adgang til domsudskrifter m.v.), j.nr. 2001-730-0352.
Ved skrivelse af 2. juli 2001 har Justitsministeriet anmodet Landsforeningen om en udtalelse vedrørende ovennævnte lovforslag.
Efter drøftelse på et bestyrelsesmøde den 14. september 2001 skal Landsforeningen udtale følgende:
Landsforeningen er af den opfattelse, at de synspunkter, som har fundet udtryk i Advokatrådets skrivelser af 10. februar og 6. maj 1994 (se vedlagte kopier), stadig er gældende.
Det fremgår af disse skrivelser, at der er grund til at knytte væsentlige betænkeligheder til den eksisterende ordning, og betænkelighederne er naturligvis så meget desto større, hvis den eksisterende ordning udvides, således at udeblivelsesdomme kan idømmes med op til 3 måneders fængsel.
Landsforeningen må derfor tage afstand fra forslaget om en udvidelse af ordningen, og Landsforeningen bemærker i den forbindelse, at der ikke foreligger dokumentation for behovet for en udvidelse.
Landsforeningen bemærker endvidere, at en ordning med udeblivelsesdomme i straffesager med sikkerhed indebærer, at der i en eller anden udstrækning vil ske urigtige domfældelser. Blandt de personer, som udebliver, er der en ganske stor gruppe, som hører til de dårligst stillede borgere med de færreste ressourcer og overskud til at reagere på offentlige henvendelser. Disse personer vil i mange tilfælde udeblive, ikke fordi de er klar over, at de er skyldige, men fordi de ikke har ressourcer og overskud til at møde op. Disse personer vil sikkert heller ikke reagere på en efterfølgende forkyndelse, og de vil derfor i praksis ikke udnytte den genoptagelsesmulighed, der eksisterer.
Med samme begrundelse tager Landsforeningen afstand fra forslaget om, at det ikke længere skal være en betingelse for at fremme en domsforhandling til dom i tiltaltes fravær, at der er sket forkyndelse for tiltalte personligt.
I øvrigt henvises til dommer Niels Viltofts artikel i Ugeskrift for Retsvæsen 2001B.133.
Advokatrådet anførte i sine tidligere omtalte høringssvar, at man fra rådets side gerne deltager i drøftelser med henblik på en effektivisering af sagsbehandlingen af straffesager som alternativ til en ordning med (øget) anvendelse af udeblivelsesdomme. Landsforeningen kan oplyse, at foreningen også meget gerne deltager i sådanne drøftelser.
For så vidt angår forslaget om adgang til aktindsigt i retsbøger og domsbøger, således at pressen kan kræve udskrifter, selv om sagen endnu ikke er endeligt afsluttet, bemærker Landsforeningen, at man ikke har noget at indvende imod, at pressen kan kræve udskrift af domme, men man må udtale sig imod, at pressen skal kunne kræve udskrift af retsbøger, før sagen er endeligt afsluttet. Landsforeningen henviser i den forbindelse til risikoen for, at retsbøger, hvis de udleveres til pressen straks efter afsigelse af dom i 1. instans, vil kunne komme i hænde på vidner, som skal afgive forklaring i ankeinstansen. Endvidere henviser Landsforeningen til, at pressen næppe har noget afgørende behov for at være i besiddelse af retsbøger i sager, der ikke er endeligt afgjort.
Landsforeningen benytter i øvrigt lejligheden til at udtale, at der bør indføres en principiel adgang til at nedlægge navneforbud i straffesager efter endelig dom. For så vidt angår frifindende domme kan det tænkes, at det vil være af stor skadevirkning for den frifundne, at vedkommendes navn eller andre identifikationskendemærker offentliggøres. Som eksempel kan nævnes sager, der vedrører tiltale for seksuelle overgreb mod børn, hvor nogle måske vil have den opfattelse, at den frifundne trods frifindelsen er skyldig med deraf følgende skadevirkninger i forhold til arbejdspladsen og i den sociale omgangskreds m.v. Der kan efter Landsforeningens opfattelse også i sager, der er endt med domfældelse, tænkes tilfælde, hvor der er et rimeligt behov for et navneforbud. Som eksempel kan nævnes, at en person, som har været tiltalt i en straffesag, frifindes i nogle forhold (de mest belastende), men dømmes i andre (mindre belastende), jf. i øvrigt eksemplet vedrørende frifindelsessituationen.
Med venlig hilsen
Thomas Rørdam
Vedrørende udkast til forslag til lov om ændring af retsplejeloven (udeblivelsesdomme i straffesager og pressens adgang til domsudskrifter m.v.), j.nr. 2001-730-0352.
/Default.aspx?ID=1052&newsid=5727&Action=1¤tPage=22&M=NewsV2&PID=5790