9. september 2011
Ministeriet har med mail af 21. juli 2011 fremsendt ovennævnte høring og anmodet Landsforeningen af Forsvarsadvokater om en udtalelse, der skal foreligge senest den 1. september 2011.
Materialet har været forelagt Landsforeningens bestyrelse, der har bemærkninger til enkelte af punkterne i forslaget.
Pkt. 3, forslagets § 35, stk. 1, nr. 2, hvorefter man kan nægte bestemte indsatte adgang til gudstjeneste, kan bestyrelsen ikke tiltræde. Det er ikke det samme at se gudstjenesten via internt tv. En væsentlig del af gudstjenesten er fællesskabet med andre. Hvis tilstrømningen er særlig stor, kunne man jo overveje at holde flere gudstjenester samme dag. Behovet herfor kunne afdækkes ved, at man på forhånd melder sig til gudstjeneste.
Heller ikke pkt. 4 og 5, forslagets § 42, hvorefter man kan nægte ventepenge til personer, der tidligere under strafudståelse har afvist tilbud om beskæftigelse, virker rimelig. Se bemærkningerne side 17, hvorefter det er Kriminalforsorgens indtryk, at de pågældende indsatte bevidst misbruger den gældende ordning til at skaffe sig vederlag for beskæftigelse i perioder, hvor der ikke er beskæftigelsesmuligheder, uden at de reelt ønsker beskæftigelse. Ordningen rammer både dem, om hvem man mistænker misbrug, og de, der tilfældigvis får et reelt ønske om beskæftigelse på et tidspunkt, hvor institutionen ikke kan tilbyde beskæftigelse, efter at den pågældende indsatte tidligere har afslået et beskæftigelsestilbud.
Det må påhvile Kriminalforsorgen at sørge for, at der er relevant beskæftigelse til alle, der vil have det, og det påhviler Justitsministeren og Folketinget at sørge for, at fængslerne ikke er så overfyldte, at der ikke kan tilbydes beskæftigelse.
Pkt. 7, forslagets § 50, forhindrer en indsat i at få en afgørelse om udgang, såkaldt "udgangskarantæne", ikke alene, hvis der har været misbrug, men også hvis tilladelsen er blevet tilbagekaldt på grund af fare for misbrug. Det er efter bestyrelsens opfattelse betænkeligt, at den indsatte ikke kan få en afgørelse om udgang på grund af det noget upræcise begreb "fare for misbrug".
Pkt. 8, forslagets § 54, opdeler retten til at have børn hos sig under afsoningen. Den almindelige aldersgrænse sættes ned fra 3 til 1 år, og så har man udarbejdet et stk. 2 om børn mellem 1-3 år, hvor man tilføjer en betingelse om, at institutionen skal finde, at forholdene i institutionen er forenelige med hensynet til barnet.
Det er bestyrelsens opfattelse, at det påhviler Kriminalforsorgen at have institutioner, hvor det er forsvarligt, at mødre kan have deres børn med sig op til 3 år. Den aldersgrænse er fastsat fra gammel tid, idet man mener, at barnet over den alder lægger mærke til, at det selv og mor er i fængsel. Det er der ikke grund til at lave om på. Afsoningsstederne har man i praksis koncentreret til at være Ringe, Møgelkær eller Horserød, bem. side 24f. Grunden til, at man vil lave reglerne om, er ifølge Kriminalforsorgen, at miljøet i fængslerne generelt har ændret sig - man spørger sig, om det også gælder de pågældende mødreafdelinger.
Model II om, at det er de sociale myndigheder, der skal finde, at forholdene i institutionen er forenelige med hensynet til barnet, kan give anledning til betænkeligheder, idet man kan forestille sig en noget uensartet praksis i de forskellige kommuner.
Pkt. 10, forslagets § 57, drejer sig om de indsattes kontakt med omverdenen. Bestyrelsen har ingen bemærkninger til forslaget vedrørende de lukkede institutioner, men kunne ønske, at det blev fastslået, at indsatte i åbne anstalter har ret til at føre telefonsamtaler, ikke blot i det omfang, det er praktisk muligt, jfr. den nugældende § 57, stk. 1.
Pkt. 12, forslagets § 63, giver mulighed for at udelukke de indsatte fra fællesskab i op til 5 dage, hvis det undtagelsesvist er nødvendigt for at beskytte den pågældende mod overgreb.
Det påhviler Kriminalforsorgen at beskytte de indsatte mod overgreb gennem hensigtsmæssigt valg af afsoningssted, ikke ved – mod deres vilje – at anbringe dem i enecelle. Bestyrelsen opfatter imidlertid det foreslåede som en forbedring for de truede indsatte, der under de gældende regler forgæves har klaget over længere enerumsanbringelser.
Pkt. 13, forslagets § 63, er på papiret et fremskridt. Her bestemmes det, at andre former for enerumsanbringelse ikke må overstige 3 mdr., dog med en kattelem om, at Direktoratet for Kriminalforsorgen kan tillade overskridelse af de 3 måneder, og her er der så ingen tidsgrænse. Der har været nedsat en særlig ar-bejdsgruppe, der skulle undersøge mulighederne for at begrænse brugen af udelukkelse af indsatte fra fællesskab. Arbejdsgruppen afgav rapport den 1/9 2010. Rapporten har ikke været sendt til høring.
Bestyrelsen finder ikke, at det har den store betydning med tidsgrænsen, hvis den kan overskrides. Det er i praksis i dag således, at Kriminalforsorgen gennem regler om indrapportering er inde over de længerevarende enerumsanbringelser. Efter bemærkningerne side 32 er det undtagelsen, at udelukkelse fra fællesskab udstrækkes i længere tid end 3 måneder, idet der sjældent er behov herfor, bortset fra særlig farlige og undvigelsestruede indsatte.
Det fremgår af den kommenterede straffuldbyrdelseslov fra 2003, at man tidligere har overvejet i bet. 1181/1989, at en afgørelse om udelukkelse fra fællesskab i mere end 4 sammenhængende uger skulle være omfattet af den særlige adgang til domstolsprøvelse efter Straffuldbyrdelseslovens § 112. Spørgsmålet blev indgående drøftet i Straffelovsrådet, hvis flertal imidlertid afviste domstolsprøvelse, hvilket blev lovens resultat. Man henviser til bet. 1355/1998, side 60-84.
Bestyrelsen har tidligere henvendt sig til Justitsministeriet i anledning af den vedtagne straffuldbyrdelseslov fra 2000.
Der henvises til nedenstående brev af 19. september 2000:
" 19. september 2000
TR/HM
J.nr. 70442-32
Vedrørende lov nr. 428 af 31. maj 2000 om ændring af retsplejeloven og straffeloven og lov nr. 432 af samme dato om fuldbyrdelse af straf m.v.
I forbindelse med vedtagelsen af ovennævnte love er der ikke indført en adgang til domstolsprøvelse af den form for isolation, der består i enrumsanbringelse efter bestemmelse truffet af vedkommende anstalt eller Direktoratet for Kriminalforsorgen.
Enrumsanbringelse er i praksis det samme som isolation, og der er derfor ikke tvivl om, at enrumsanbringelse kan medføre de samme skadevirkninger, som er påvist i forbindelse med isolation.
På den baggrund er det ikke rimeligt, at der ikke er indført en mulighed for domstolsprøvelse af dette begreb, og Landsforeningen skal derfor opfordre Justitsministeriet til at udarbejde et lovforslag herom.
Jeg vedlægger til orientering kopi af uddrag af Internetavisen Jyllands-Posten for den 15. august 2000.
Det bemærkes, at såvel et mindretal i Straffelovrådet som Advokatrådet og Landsforeningen af Beskikkede Advokater forud for lovenes vedtagelse argumenterede for, at der skulle være adgang til domstolsprøvelse af beslutninger om (bl.a.) enrumsanbringelse. Den opfattelse, Straffelovrådets flertal har givet udtryk for harmonerer ikke godt med de intentioner, der ligger bag lov nr. 428 af 31. maj 2000 om ændring af retsplejeloven om bl.a. varetægtsfængsling i isolation. Med denne lov blev der indført begrænsninger i adgangen til at varetægtsfængsle i isolation, og retssikkerhedsgarantierne i forbindelse med afgørelse om isolation blev øget. Baggrunden herfor var bl.a. oplysninger om, at varetægtsfængsling i isolation sammenlignet med ikke-isolation indebærer en belastning og risiko for forstyrrelse af det psykiske helbred. Endvidere havde Europarådets Torturkomite bl.a. anbefalet, at anvendelse af isolation kun bør finde sted, når det er absolut nødvendigt, at en afgørelse om forlængelse af isolation bør træffes skriftligt og ud fra det generelle princip, at enhver anbrin-gelse i isolation skal være så kortvarig som mulig og at afgørelse om isolation og forlængelse af isolation træffes skriftligt.
De eksempler, der er omtalt i Internetavisen Jyllands-Posten for den 15. august 2000, viser, at der er et klart behov for en domstolsprøvelse af enrumsanbringelse.
Kopi af denne skrivelse er samtidig hermed sendt til Folketingets Retsudvalg og til Advokatrådet.
Med venlig hilsen Thomas Rørdam"
Bestyrelsen finder forsat, at der bør være mulighed for domstolsprøvelse af enerumsanbringelse.
På bestyrelsens vegne
Elsebeth Rasmussen
Vedr.: Sagsnr. 2011-730-1367. Høring over udkast til forslag til lov om ændring af straffuldbyrdelsesloven (Revision af straffuldbyrdelsesloven).
/Default.aspx?ID=1052&newsid=14490&Action=1¤tPage=8&M=NewsV2&PID=5790