Hjemmesiden bruger cookies. De er ufarlige og bruges til bl.a. anonym trafikmåling. Ved at bruge vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies OK

  • Log ind
Espresso
  • Om landsforeningen
  • Presse
  • Høringssvar
  • Links
  • Vejl. salærtakster pr. 01.01.2021

Sagsnr. 2012-731-0018. Høring over udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og flere andre love (Styrket indsats over for økonomisk kriminalitet)

20. februar 2013

Ministeriet har med mail af 10. januar 2013 fremsendt ovennævnte høring og anmodet Landsforeningen af Forsvarsadvokater om en udtalelse, der skal foreligge senest den 7. februar 2013.

Materialet har været forelagt Landsforeningens bestyrelse, der har følgende bemærkninger.

Indledning
Bestyrelsen noterer, at de foreslåede ændringer er fremkommet efter dialog udelukkende med anklagemyndigheden. Man har ikke fundet anledning til at behandle spørgsmålet hverken i Straffelovrådet eller Strafferetsplejeudvalget.

Strafskærpelser og tvangsindgreb
En række af de foreslåede ændringer af strafferammer fremkommer tilsyneladende på initiativ fra mellemstatslige institutioner. Det giver mulighed for - når betingelserne er opfyldt - at anvende indgreb i meddelelseshemmeligheden eller gøre brug af agenter.

Bestyrelsen kan have sin bekymring ved en udvidet mulighed for anvendelse af agenter, henset til, at det tilsyneladende undertiden for anklagemyndigheden kan være svært at sige fra, når man samarbejder med udenlandske retshåndhævende myndigheder, der har en anden og mere afslappet indstilling til overtrædelse af bl.a. regler om provokationsforbud.

Hemmelige ransagninger
Det var oprindeligt noget, der kun skulle anvendes ved de alvorligste forbrydelser. Området blev udvidet i 2002, men stadig vedr. alvorlige forbrydelser, bl.a. styrkelse af det strafferetlige værn mod terrorisme. Nu påtænker man efter henstilling fra Rigsadvokaten at udvande betingelserne til også at gælde andre kriminalitetsformer, herunder organiseret indbrudskriminalitet rettet mod særlige værdier, f.eks. designermøbler (!) eller indsmugling af cigaretter og spiritus. Det var mere forståeligt, hvis man holdt sig til f.eks. grove straffelovsovertrædelser vedr. våben og groft røveri.

Selv om behovet er beskrevet som en indsats mod organiseret kriminalitet, særlig bandekriminalitet, vil reglernes indførelse føre til, at indgrebet, der burde være helt undtagelsesvist, også vil blive anvendt i andre tilfælde.

Bestyrelsen kan derfor ikke anbefale det foreslåede.

Kortvarig spærring af et kontoindestående
Dette har sammenhæng med reglerne om indgreb mod hvidvaskning. Der er ikke nærmere i bemærkningerne redegjort for, hvor ofte der er tale om "falsk alarm", hvilket burde være en væsentlig forudsætning for at vurdere behovet for, at politiet i en periode, hvor beviserne for beslaglæggelse ikke er opfyldt, får adgang til at fastfryse pengetransaktioner. Nogle af kriterierne, der foreslås at give adgang til fastfrysning, virker meget betænkelige. F.eks. nederst i bemærkningerne side 35, hvor det kan være indikation for økonomisk kriminalitet, at et selskab er nystiftet og hurtigt har genereret en stor omsætning. Man kan meget hurtigt, når der ikke stilles de almindelige beviskrav, antyde, at beløbene har tilknytning til hvidvask eller finansiering af terrorisme.

Det er efter bestyrelsens opfattelse ikke tilstrækkeligt, at de respektive statsadvokater har været hen over og vurderet begæringen.

Bestyrelsen tilføjer, at hvis man mod bestyrelsens anbefalinger indfører den foreslåede adgang, må det følge, at der må gælde et objektivt erstatningsansvar for de forstyrrelser og tab, som et uberettiget indgreb har medført.

Rettighedsfrakendelse
Bestyrelsen henviser til sit tidligere høringssvar af 11. maj 2011 over Konkursrådets Betænkning nr. 1525/2011, Jmin. sagsnr. 2011-711-0258.

På foreningens vegne
Elsebeth Rasmussen
 

Tilbage

Sagsnr. 2012-731-0018. Høring over udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og flere andre love (Styrket indsats over for økonomisk kriminalitet) /Default.aspx?ID=1052&newsid=15836&Action=1¤tPage=7&M=NewsV2&PID=5790

Kontakt os

Sekretariat:

Advokat Peter Trudsø

Farvergade 27 D, 1. 

1463 København K

Tlf. 28 13 64 95

Pt@strafferetsadvokaten.dk

 

 

 

Log ind

Log ind

Hjælp: Glemt adgangskode?