Sagsnr. 2011-5002-0005. Høring over forslag til lov om ændring af lov om våben og eksplosivstoffer (Straf for overtrædelse af knivforbuddet)
25. november 2011
Ministeriet har med mail af 9. november 2011 fremsendt ovennævnte høring og anmodet Landsforeningen af Forsvarsadvokater om en udtalelse, der skal foreligge senest den 5. december 2011.
Materialet har været forelagt Landsforeningens bestyrelse, der bemærker, at våbenloven er blevet ændret en del gange de seneste år, uden at foreningen har kunnet anbefale de foreslåede ændringer, der henvises således til foreningens høringssvar af 10. november 2003, 21. januar 2005 og 25. marts 2008.
Den seneste ændring førte til en række konkret urimelige afgørelser, der måtte indbringes for Højesteret, for at få fastslået, at en straf på 7 dages fængsel for besiddelse af en kniv ikke var en minimumsstraf, således som nogle landsretsafgørelser tilsyneladende havde antaget, men at der stadig var mulighed for at idømme bødestraffe, således som der også er redegjort for i bemærkningerne pkt. 2.2.2.2.
Nu ønsker Justitsministeriet at præcisere, at førstegangstilfælde af overtrædelse af knivforbuddet som udgangspunkt straffes med bøde, således at der i førstegangstilfælde kun kan udmåles en frihedsstraf, hvis der foreligger skærpende omstændigheder. Alligevel lægges der med lovforslaget ikke op til at føre sanktionsniveauet tilbage til retstilstanden før lovændringen i 2008.
Bestyrelsen har naturligvis ikke noget imod, at lovteksten bringes i overensstemmelse med den fortolkning, som Højesteret anlagde af den tidligere ændring i 2008, men efterlyser fortsat oplysninger om, i hvilket omfang knive, lovlige eller ulovlige, er brugt i forbindelse med voldskriminalitet, ligesom det kunne fortjene en overvejelse, om ikke nogle af de sager, hvor der er dømt for overtrædelse af våbenloven, burde være straffri, da besiddelse af kniven/værktøjet, som i sig selv er lovlig, ikke har haft et ulovligt, men anerkendelsesværdigt formål.
Bestyrelsen ser ingen anledning til at forhøje bødeniveauet som foreslået i bemærkningerne fra 3.000 til 5.000/7.500 kr. Bestyrelsen henleder i denne forbindelse opmærksomheden på straffelovens § 55, hvorefter forvandlingsstraffen for en bøde på 5.000 kr. er 8 dages fængsel og for en bøde på 7.500 kr. 10 dages fængsel, hvorfor der er tale om en skærpelse i forhold til det i loven i dag fastsatte udgangspunkt på 7 dages fængsel.
På bestyrelsens vegne
Elsebeth Rasmussen
Tilbage
Sagsnr. 2011-5002-0005. Høring over forslag til lov om ændring af lov om våben og eksplosivstoffer (Straf for overtrædelse af knivforbuddet)
/Default.aspx?ID=1052&newsid=14680&Action=1¤tPage=7&M=NewsV2&PID=5790