29. april 2009
Med skrivelser af 1. april 2009 afsendt om eftermiddagen med e-mail og 3. april 2009 sendt samme fredag aften efter kl. 20.00 har Justitsministeriet fremsendt høringer vedr. to lovudkast, der angiver sig at være styrket indsats mod bandekriminalitet. Høringsfristerne er den 20. ds.
Materialet har været udsendt til bestyrelsen, der finder anledning til at påtale, at høringsfristerne er så korte som fastsat, henset til den mellemliggende påske.
Justitsministeren er citeret for at have udtalt i begyndelsen af marts i forbindelse med den politiske lancering af bandepakken:
"Det er ikke noget, jeg har noget empiri på. Men jeg tror på, at det virker. Ja, jeg er helt sikker på, at det virker, når det er så mange år, straffene sættes op med."
Det har i mange år været karakteristisk for Justitsministeriets lovgivningsteknik, at man i forbindelse med skærpelser af strafferammerne efterfølgende har sat anklagemyndigheden eller ministeriets egen forskningsenhed til at undersøge, om domstolene overholdt intentionerne i de vedtagne loves bemærkninger, særlig i forbindelse med de mange ændringer inden for volds- og sædelighedsområdet. Dette synes generelt at være tilfældet - se eksempelvis højesteretsdommer Niels Grubbes kronik i Berlingske den 27. marts 2009 med overskriften: "Vi straffer som Folketinget vedtager". Højesteretsdommeren har som formand for Domstolsstyrelsen naturligvis sit bagland i orden, inden han skriver en sådan kronik.
Derimod har man ikke iværksat eller offentliggjort nogen undersøgelse fra ministeriet, der viser, at strafskærpelser på de pågældende områder har haft nogen præventiv virkning.
Forhøjelse af strafferammerne i udkastets § 81 a
Det er efter bestyrelsens opfattelse en meget upræcis formulering, der i den foreslåede § 81 a skal danne grundlag for at forhøje straffene til det dobbelte, nemlig ”hvis lovovertrædelsen har baggrund i et gensidigt opgør, som foregår mellem grupper af personer, og hvor der anvendes skydevåben …. mv.” Bemærkningerne til denne del af lovforslaget viser med stor tydelighed, hvor vanskeligt det er at indskrive nødlove i en gældende lov.
Baggrunden for bestemmelsen er i lovudkastets bemærkninger pkt. 2.2 beskrevet med udgangspunkt i formodninger om baggrunden for skyderier i hovedstadsområdet samt formodninger om gerningsmændenes tilknytning til ”bande- eller rockermiljøet”. Som følge heraf er betingelserne for at kunne anvende bestemmelsen forbundet med så mange problemstillinger af bevismæssig art, at det må befrygtes, at bestemmelsen vil vise sig uanvendelig i det praktiske liv, jfr. pkt. 2.2.2 – 2.2.5. Det kan således forudses, at bevisførelsen om, hvorvidt § 81 a kan finde anvendelse ved straffastsættelsen, langt vil overstige bevisførelsen om, hvorvidt den tiltalte overhovedet er skyldig i selve grundforbrydelsen. Reglen kan således også være en hindring for, at sager kan afgøres som tilståelsessager.
Man har tilsyneladende også opgivet tanken om, at det er den personlige strafskyld, der skal føre til udmålingen af den konkrete straf. Det vil formentligt også blive vanskeligt for domstolene at afgøre, hvornår der foreligger en konflikt af en sådan intensitet, at politikerne finder, at der er tale om "opgør", med den følge at strafferammerne skal forhøjes, og hvornår der foreligger den fornødne gensidighed. Særligt vanskelig bliver afgræsningen, når politikerne anviser, at det ikke er en betingelse, at der er anvendt skydevåben ved den enkelte lovovertrædelse.
Det er naturligvis politikerne, der fastsætter strafferammerne for de enkelte lovovertrædelser, men man må kunne forlange, at disse beskrives med den fornødne præcision. Det må dertil forlanges, at man overlader til domstolene at fastsætte den konkrete straf. Efter bestyrelsens opfattelse er lovudkastet udover at være uklart et indgreb i domstolenes kompetence.
Bestyrelsen kan derfor ikke anbefale det foreslåede.
Bestyrelsen har i anledning af påtænkte ændringer i udlændingeloven med henblik på udvisninger tilkendegivet, at det ville være mere hensigtsmæssigt, hvis man gav politiet tid og mulighed for at opklare kriminaliteten. Et middel, der med sikkerhed virker og gør indtryk på personer i målgruppen, bortset fra, at det uskadeliggør dem for en periode, er, at sagerne bliver opklaret.
Konflikten mellem de forskellige grupperinger synes på det seneste at være klinget af – inden de påtænkte lovgivningsinitiativer. En forklaring kan være, at det er ved at gå op for aktørerne, at det ikke er særligt attraktivt at være genstand for en massiv overvågning fra politiets side.
Straffelovens § 119, stk. 3
Det er vanskeligt at se berettigelsen i at hæve strafferammen i § 119, stk. 3 - om at lægge hindringer i vejen for politiet - til det 3-dobbelte. Strafforhøjelsen tager iflg. bemærkningerne sigte på 2 situationer:
1) at kunne idømme en passende høj straf til personer, som forhindrer politi og brandvæsen i at komme frem til ofre for forbrydelser, eller
2) som forhindrer politiet i at foretage ransagninger af tilholdssteder for bander eller rockergrupper med den virkning, at andre personer, som befinder sig på tilholdsstedet, kan flygte ud af en ”nødudgang” med de våben, som politiet ellers måtte forventes at kunne have beslaglagt.
Ønsket om strafforhøjelse i den første situation er iflg. bemærkningerne pkt. 4.2 båret af hensynet til de alvorlige følger, som hindringen kan medføre for mennesker eller ejendom. Det forekommer på den baggrund ikke rigtigt at indføre strafforhøjelsen via en bestemmelse, hvis beskyttelsesobjekt er de myndighedspersoner, som skal komme ofre til undsætning.
Med hensyn til den anden situation, vil det være vanskeligt – for ikke at sige umuligt – i praksis at afgøre, hvornår strafforhøjelsen overhovedet kan komme på tale. At politiet - efter at have måttet overvinde en forhindring – IKKE finder våben, er for det første ikke ensbetydende med, at der har været våben. For det andet indebærer det ikke i sig selv en overtrædelse af straffelovens § 119, stk. 3, at spærre indgangen til et opholdssted, uanset hvem der benytter det. Det fremgår i øvrigt ikke, at der har været situationer, hvor politiet ikke har kunnet komme ind i f.eks. rockerborge, selv om porten har været låst.
Skærpelser af straffene for våbenlovsovertrædelser, herunder indførelse af minimumsstraf i straffelovens § 192 a
Den skærpede våbenbestemmelse i straffeloven foreslås også ændret, således at man gør brud på et i mange år accepteret princip i strafferetten om ikke at operere med minimumsstrafferammer. Bestyrelsen henstiller, at man afventer Straffelovrådets anbefalinger, før man genindfører minimumsstraffe efter i øvrigt at have ryddet ud i dem.
Der er igen tale om et indgreb i domstolenes adgang til - inden for den anviste strafmaksimum - at udmåle den konkrete straf.
Hertil kommer, at gerningsindholdet i udkastets § 192 a er noget upræcist. Hvornår er der tale om "særligt skærpende omstændigheder"? Er det, når man af anklagemyndigheden anses for at tilhøre en bande? Kan "pæne" borgere også risikere at blive sendt i fængsel i mindst 1 år, hvis de f.eks. kører rundt med et skydevåben i deres bil, som de ikke selv har tilladelse til?
I bemærkningerne er givet nogle anvisninger på, hvorledes man i øvrigt tænker sig, at de forskellige typer våbenlovsovertrædelser skal straffes. Der er igen tale om meget specifikke anvisninger, der går klart ind over grænsen for domstolenes kompetence til at udmåle de konkrete straffe.
Bestyrelsen påpeger, at det synes noget hovedkulds, at man, så kort efter strafforhøjelsen i juli 2008, atter vil forhøje straffen. Strafforhøjelser virker ikke prompte – hvis de virker overhovedet – og noget tyder på, jfr. ovenfor, at ”bandekonflikten” trods alt er i aftagende, og at der nu er gået nogen tid, siden det sidste skyderi har fundet sted.
Der er en vis latenstid, før strafforhøjelser slår igennem, og de kan have en generalpræventiv effekt, hvis en sådan effekt overhovedet kan antages at foreligge. Forsvarerne kan konstatere, at de har mange klienter, som det er kommet bag på, at besiddelse af skydevåben med ammunition koster 6 måneders fængsel til øjeblikkelig afsoning (det sidste er nok det, der tæller mest). Så måske burde politikerne nøjes med at mane til besindighed og give den sidste strafskærpelse en chance, eventuelt suppleret med en frit lejde ordning.
Bestyrelsen kan således hverken anbefale skærpelserne, indførelse af minimumsstrafferammer eller indgrebet i domstolenes kompetence, for så vidt angår våbenlovsovertrædelser i straffeloven.
§ 23, stk. 3 i Lov om politiets virksomhed
Man skal være opmærksom på, at ændringen indebærer en generel bemyndigelse til administrativt at fastsætte op til 6 mdrs. fængsel for alle overtrædelser af ordensbekendtgørelsen – ikke blot for overtrædelse af zoneforbudet i § 6, selv om der p.t. alene er udtrykt ønske om at hæve straffen herfor.
Bortset fra det, vil disse sager nu skulle behandles som domsmandssager med forsvarerbeskikkelse, hvilket forekommer at skyde langt over målet. Når en sådan sag endelig bliver berammet, og bandekonflikten for længst er overstået, er det i øvrigt svært at forestille sig, at dommere og domsmænd kan hidses tilstrækkeligt op til at idømme en fængselsstraf – i hvert fald ikke en ubetinget.
Udvidet adgang til varetægtsfængsling og straksafsoning
Det næste lovudkast, hvor der tilsyneladende har været meget kort fra tanke til handling, er affødt af en for nylig offentliggjort statistik gående ud på, at ikke alle de personer, der af politiet blev karakteriseret som bandemedlemmer, og som var dømt for et eller andet, sad inde og afsonede.
Bestyrelsen kan ikke tiltræde, at man ændrer reglerne om varetægtsfængsling med den følge, at personer, der er idømt fængsel i mere end 30 dage, kan sendes direkte til afsoning som led i "retshåndhævelsen".
Der er igen tale om nogle meget upræcise kriterier ligesom ved den foreslåede strafforhøjelsesbestemmelse, jfr. ovenfor.
Det er ikke nærmere defineret i udkastet til bestemmelsen, hvorledes den sigtede skal have "tilknytning til en af disse grupper", hvortil kommer, at det nærmest må siges at være stridende mod retsfølelsen, at den pågældende skal udsættes for den diskriminerende foranstaltning, hvis den sag, han er dømt for, intet har med bandekriminalitet at gøre, men f.eks. er en sag om spirituskørsel, butikstyveri, hustruvold eller lignende. Det vil i øvrigt kræve en omfattende bevisførelse efter domsafsigelsen for, at den dømte tilhører en gruppe, som aktuelt er i voldelig konflikt med en anden gruppe.
Bestyrelsen finder anledning til at minde om, at man indtil nu har valgt ikke at forbyde medlemskab af de pågældende grupper, som man nu søger at indføre forskellige indgreb imod.
Der ses heller ikke at være de fornødne saglige grunde til at ændre i straffuldbyrdelsesloven. Her er der endnu mindre specifikation af, hvilken persongruppe man vil undergive negativ særbehandling. Det er efter bestyrelsens opfattelse ikke tilstrækkeligt at henvise til politiets forebyggende virksomhed.
Bestyrelsen kan således i det hele ikke anbefale udkastet af 3. april 2009.
På bestyrelsens vegne
Elsebeth Rasmussen
Sagsnr. 2009-730-0875. Høringer over to udkast til forslag til lov om ændringer af straffeloven, retsplejeloven, politiloven, våbenloven og fuldbyrdelsesloven. (Styrket indsats mod bandekriminalitet m.v.)
/Default.aspx?ID=1052&newsid=12164&Action=1¤tPage=11&M=NewsV2&PID=5790