Sagsnr. 2009-449-0245. Høring over Justitsministeriets udkast til bekendtgørelse om særlige advokater, der kan beskikkes i visse sager om administrativ udvisning af udlændinge.
8. juli 2009
Ministeriet har med mail af 15. ds. udsendt ovennævnte høring og anmodet om en udtalelse, der skal foreligge senest den 22. juni d.å. (Datoen den 22. januar 2009 må være en fejlskrift).
Materialet har været forelagt Landsforeningens bestyrelse, der på ny finder anledning til at påtale en uacceptabel kort høringsfrist.
Bestyrelsen bemærker, at den ikke kan forholde sig til § 1, stk. 2, idet den ikke er bekendt med Statsministeriets sikkerhedscirkulære, der ikke er medsendt, trods den korte høringsfrist.
Bestyrelsen har betænkeligheder ved § 1, stk. 3, hvor advokaterne kun antages for 2 år ad gangen. Den valgte periode er kortere end ved andre hverv, hvor advokater kan beskikkes, og man kunne få den tanke, at den særlig korte periode kan benyttes til at stryge de advokater af listen, der laver for meget bøvl.
Det fremgår ikke af bekendtgørelsen, om der kan ske genbeskikkelse.
Bestyrelsen rejste i sit høringssvar af 17. april 2009 vedr. lovforslaget en række spørgsmål, herunder problemet, hvis A-advokaten ikke kan udleveres kopi af det materiale, som indgår i sagen for retten, men henvises til at gennemse materialet i retten eller hos politiet. Bekendtgørelsen giver ingen fortolkningsbidrag herom.
Bestyrelsen rejste også spørgsmålet, om det ikke ville være mere betryggende, hvis der skete dobbeltbeskikkelse af A-advokater, så de havde mulighed for at drøfte deres opgaver med en anden advokat fra den samme gruppe. Det er uklart, om udkastets § 2 giver en sådan mulighed, eller om bestemmelsen kun drejer sig om medarbejdere på advokatens eget kontor.
Endelig tager udkastet ikke stilling til, om advokaternes navne skal hemmeligholdes i forhold til offentligheden.
Udkastet synes således udarbejdet i hast, selv om der har været tid til at overveje problemerne.
På bestyrelsens vegne
Elsebeth Rasmussen
Tilbage
Sagsnr. 2009-449-0245. Høring over Justitsministeriets udkast til bekendtgørelse om særlige advokater, der kan beskikkes i visse sager om administrativ udvisning af udlændinge.
/Default.aspx?ID=1052&newsid=12390&Action=1¤tPage=12&M=NewsV2&PID=5790