Hjemmesiden bruger cookies. De er ufarlige og bruges til bl.a. anonym trafikmåling. Ved at bruge vores hjemmeside, accepterer du vores brug af cookies OK

  • Log ind
Espresso
  • Om landsforeningen
  • Presse
  • Høringssvar
  • Links
  • Vejl. salærtakster pr. 01.01.2021

Sagsnr. 2009-305-0779. Høring over forslag til Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om ophævelse af rammeafgørelse 2004/68/RIA.

8. juli 2009

Justitsministeriet har med skrivelse af 26. maj 2009 anmodet om Landsforeningen af Forsvarsadvokaters bemærkninger til ovennævnte forslag.

Lovforslaget har været drøftet i Landsforeningens bestyrelse, der herefter kan udtale:

Landsforeningen finder anledning til at bemærke, at det pågældende forslag vil medføre en skærpelse af strafferammen for sædelighedsforbrydelser omfattet af nærværende forslag. Lovgiver har ved seneste ændringer af sædelig-hedsbestemmelserne bestemt, at såvel grov voldtægt som samleje med mindreårige under 12 år skal kunne straffes med op til 12 års fængsel. Forslaget vil imidlertid nok udvide området for, hvornår man kommer op i den skærpede strafferamme. Bestyrelsen finder ikke anledning til yderligere strafskærpelser inden for sædelighedsforbrydelserne.

Af lovforslaget fremgår det, at man ønsker at straffe personer, som begår seksuelt misbrug af børn, uanset om forholdet er strafbart på gerningsstedet, såfremt gerningsmand eller offer er statsborger i en medlemsstat. Bestyrelsen har tidligere advaret mod at fravige kravet om dobbelt strafbarhed og skal henlede opmærksomheden på de praktiske problemer, som vil fremkomme i forbindelse med efterforskningen i de pågældende sager. Det gør det ikke nemmere, at man i forslaget ud over at definere, at et barn er en person under 18 år, noget uklart opererer med nationalt fastsatte seksuelle lavaldre.

Bestyrelsen henviser i øvrigt til sit høringssvar af 24. februar 2006 i forbindelse med Jurisdiktionsudvalgets delbetænkning 1470/2006 om dansk straffemyndighed i forhold til seksuel udnyttelse af børn i udlandet.

Af forslaget fremgår det, at myndighederne bl.a. skal tillade, at myndighederne kan anvende falsk identitet under efterforskning af sager, hvor det strafbare forhold er begået ved hjælp af informationssystemer. Det er uklart, hvordan man vil sikre sig, at det efterfølgende kan kontrolleres, hvilken falsk identitet, der er benyttet. Der er heller ikke taget stilling til, hvem der skal godkende brugen af dette efterforskningsskridt.

Bestyrelsen skal henlede opmærksomheden på retsplejelovens § 754 a-e, som regulerer den udøvende myndigheds kompetence til at anvende agent provocateurs. Bestyrelsen finder det betænkeligt, at der gives tilladelse til anvendelse af falsk identitet, og finder, at man risikerer, at efterforskningsskridt vil opfordre til kriminalitet. Endvidere er der risiko for, at en eventuel gerningsperson ikke gives mulighed for frivillig tilbagetræden. Det bemærkes dog, at det af forslaget fremgår, at forsøg på at begå nogle af de forberedende handlinger eksempelvis forsøg på ”grooming” er undtaget fra kriminalisering.

Af forslaget fremgår det, at barnet ved forhør skal have mulighed for at være ledsaget af sin advokat. Det er en selvfølge, hvis afhøring foregår under en afhøring i retten, men ikke under en videoafhøring. Landsforeningen finder, at barnets advokat ved videoforhør bør opholde sig i monitorrummet sammen med sigtedes forsvarsadvokat samt anklagemyndigheden, således at barnets advokat ikke har mulighed for at påvirke forhøret ud over den mulighed, som forsvarer og anklagemyndigheden har.

Det anføres i forslaget, at medlemsstaterne skal anerkende og håndhæve andre landes foranstaltninger (gensidig anerkendelse). Landsforeningen henleder opmærksom¬he¬den på, at dansk ret ikke indeholder en generel adgang til at anerkende og fuldbyrde afgørelser om pålæg og rettighedsfrakendelse, der vedtages i de øvrige EU-lande. Bestyrelsen har afgørende betænkeligheder ved, at en sådan adgang indføres uden nærmere undersøgelse af, i hvilket omfang andre medlemslandes lovgivning indeholder bestemmelser inden for sædelighedsområdet, der går videre end straffelovens § 79 og § 236.

På bestyrelsens vegne
Elsebeth Rasmussen

Tilbage

Sagsnr. 2009-305-0779. Høring over forslag til Rådets rammeafgørelse om bekæmpelse af seksuelt misbrug af børn, seksuel udnyttelse af børn og børnepornografi og om ophævelse af rammeafgørelse 2004/68/RIA. /Default.aspx?ID=1052&newsid=12392&Action=1¤tPage=11&M=NewsV2&PID=5790

Kontakt os

Sekretariat:

Advokat Peter Trudsø

Farvergade 27 D, 1. 

1463 København K

Tlf. 28 13 64 95

Pt@strafferetsadvokaten.dk

 

 

 

Log ind

Log ind

Hjælp: Glemt adgangskode?