8. marts 2006
24. februar 2006
Justitsministeriet har med e-mail af 2. februar 2006 fremsendt ovennævnte høring, herunder fil indeholdende en betænkning på ca. 260 sider. Justitsministeriet har efterfølgende oplyst, at betænkningen ikke forelå færdigtrykt og ikke kunne forventes de første 14 dage, og der ville formentlig kun blive fremstillet få eksemplarer. Høringsfristen er af ministeriet sat til inden den 2. marts 2006.
Foreningens bestyrelse finder anledning til at henvise til de bemærkninger, der fremgik af indledningen af det for nylig afgivne høringssvar af 24. januar 2006 om politi- og domstolsreformen.
Generelle bemærkninger
Vedr. indholdet af betænkningen bemærker bestyrelsen indledningsvis, at det giver anledning til eftertanke, at 2000-loven ikke har haft større gennemslagskraft, og at antallet af isolationer er på vej op igen.
Udvalgets kommissorium er afstukket til at overveje mulighederne for yderligere at begrænse anvendelsen af isolationsfængsling. Men når virkeligheden er den, at tidligere forsøg på begrænsning har vist sig ikke at virke, så burde det føre til, at man rejste det grundlæggende spørgsmål, om man overhovedet skal have muligheden for at isolere varetægtsarrestanter.
Der er flere lande i den vestlige verden, der klarer sig uden. Der kan således ikke være tale om, at det er så afgørende for opklaringsarbejdet, at man er nødt til at opretholde et system, der dels er umenneskeligt, dels er svært at regulere og begrænse brugen af.
Udvalget har imidlertid valgt ikke at inddrage nyere erfaringer fra udlandet, jfr. side 89 i betænkningen. Udvalget gør sig dog på baggrund af spørgeskemaundersøgelsen tanker om behovet for isolation. Det er tankevækkende, at der ikke er oplyst konkrete eksempler på, at manglende isolation har ødelagt en efterforskning, eller at 2000-lovens indskrænkninger i praksis har medført problemer for retshåndhævelsen, betænkningen side 90.
Udvalget har ikke ment at kunne gøre mere for at nedbringe anvendelsen af isolation ved i videre omfang at anordne anvendelse af delvis isolation. Det er forstemmende, at denne mindre indgribende og mindre sundhedsskadelige foranstaltning strander på, at hverken Kriminalforsorgen eller politiet mener at have ressourcer til at gøre foranstaltningen til et brugbart alternativ.
For Kriminalforsorgen er der formentlig tale om, at hovedparten af bygningerne er stærkt forældede, og belægningsprocenten på grund af diverse strafskærpelser er uacceptabel høj. For politiets vedkommende er det besværet med at have arrestanter spredt over flere arresthuse, men vel også en uvilje mod at opgive de muligheder, der ligger i at få domstolene til at anordne fuldstændig isolation af de sigtede, der ikke vil tilstå med det samme.
Tidsgrænser
Udvalgets flertal har foreslået at regulere tidsgrænserne for isolation. Bestyrelsen kan tiltræde, at tidsgrænserne sættes ned.
Bestyrelsen finder herudover, at der i alle tilfælde bør være absolutte tidsgrænser for isolation, ikke som af flertallet foreslået med undtagelser ved sigtelser for bl.a. straffelovens § 191 eller § 237. Bestyrelsen kan her tiltræde mindretallets bemærkninger, hvorefter behovet for isolation i almindelighed må været meget begrænset, når isolation har fundet sted i 6 måneder.
Ved fastlæggelse af en absolut overgrænse af en ikke ubetydelig længde vil politiet have mulighed for at tilrettelægge efterforskningen med henblik herpå.
Med hensyn til unge lovovertrædere kan bestyrelsen støtte det samme mindretal, der foreslår en absolut tidsgrænse på 4 uger - der henvises til mindretallets argumenter side 121 i betænkningen.
Formkrav
Det er et stort problem, at domstolene anvender meget standardprægede og intetsigende begrundelser. Hverken flertal eller mindretal i udvalget synes at have en reel løsning herpå. Ganske vist giver man i betænkningen side 127 ff nogle anvisninger på, hvorledes der bør strammes op. På baggrund af erfaringerne fra tidligere med hensyn til varetægtsfængsling og isolation må bestyrelsen være meget skeptisk med hensyn til effekten heraf. Udvalgets anvisninger vil muligvis blive lagt ind i domstolens tekstbehandlingssystemer, men i løbet af relativ kort tid vil alt være ved det gamle, medmindre landsretterne har evne og vilje til at påse overholdelsen heraf.
§ 747-retsmøder
Bestyrelsen har afgørende betænkeligheder ved at udvide adgangen til at afholde § 747-forhør. Det er givet, at anklagemyndigheden gerne ser øget anvendelse af anteciperet bevisførelse, fordi det er nemmere i større sagskomplekser at anvende en slags salamimetode, hvor man efter en række afhøringer hos politiet lader sigtedes forklaringer bevisfiksere i et indenretligt forhør og siden bruger disse forklaringer under domsforhandlinger mod andre tiltalte.
Som eksempel kan nævnes et større narkotikakompleks i Århus 2004-2005, hvor 64 personer blev dømt på to centrale vidners forklaringer i § 747-forhør.
En sådan bevisførelse fører imidlertid til skævvridning af hele processen, i og med, at det bliver den tidligere bevisfikserede forklaring, der danner grundlag for domfældelsen, ikke de forklaringer, der afgives under selve domsforhandlingen, hvor vidnet/den medtiltalte står ansigt til ansigt med den, der er tiltalt i den aktuelle sag, og hvor han modafhøres direkte af forsvareren for den aktuelt tiltalte.
Som § 747-forhør praktiseres for øjeblikket, bliver der normalt ikke adgang for de medsigtede til at overvære forklaringerne. Deres forsvarere kan være bundet af pålæg, så de ikke kan drøfte bevistemaet med deres klienter, og retten berammer ikke sagerne med medforsvarerne, men giver alene besked om, at retsmødet finder sted (undertiden med yderst kort varsel). Udvalget påtænker ikke at gøre ændringer heri.
Foreningens bestyrelse kan på det foreliggende grundlag således ikke anbefale den foreslåede udvidelse af adgangen til at foranstalte § 747-forhør.
På bestyrelsens vegne
Elsebeth Rasmussen
Sagsnr. 2005-730-0020. Strafferetsplejeudvalgets betænkning nr. 1469/2006 om varetægtsfængsling i isolation efter 2000-loven.
/Default.aspx?ID=1052&newsid=7272&Action=1¤tPage=15&M=NewsV2&PID=5790