3. februar 2005
Justitsministeriet
Det Internationale Kontor
Østergade 16
17. januar 2005
Vedr.: Sagsnr. 2004-165-0618. Rådets rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union (KOM (2004) 328 endelig).
------------------------------------------------------------------------------------------------------
Med skrivelse af 16. december 2004 har Justitsministeriet anmodet om en udtalelse om ovennævnte. Sagen har været forelagt bestyrelsen.
Indledningsvis henviser bestyrelsen til, at den med skrivelse af 15. august 2003 besvarede en høring om Kommissionens Grønbog "Retssikkerhedsgarantier for mistænkte og tiltalte i straffesager i EU."
Som udgangspunkt er det jo svært at argumentere mod, at retssikkerhedsniveauet generelt øges, ved at man fastsætter nogle minimumsstandarder. Det er efter forslaget formelt ikke tanken, at forslaget skal indebære nogen forringelse i de lande, der tilbyder et højere retssikkerhedsniveau - dette fremgår af art. 17. At det alligevel er lidt af en jerngreb, der sænkes ned over medlemsstaterne, fremgår af præamblen pkt. 11, hvor det anføres: "Selv om det er ret og rimeligt for hver medlemsstat at træffe beslutning om sit eget strafferetssystem, bør procedureforskelle, når henses til disse grundlæggende retssikkerhedsgarantier, holdes på et minimum."
Det stiller sig efter det anførte noget uklart, om det, der tilstræbes reguleret, ikke risikerer også at udgøre en overgrænse for de garantier, der tilbydes de mistænkte, sigtede og tiltalte.
Bestyrelsen har noteret sig fra et notat af 15. november 2004 fra Det Internationale Kontor, der ikke er udsendt sammen med høringen, at medlemslandene i de indledende drøftelser om rammeafgørelsen har haft forskellig holdning til ufravigelige minimumsgarantier. Det fremgår af notatet side 12:
"Storbritannien, Frankrig støttet af Spanien udtrykker glæde ved præambelbetragtning nr. 8, hvorefter allerede gældende særforanstaltninger, der tager sigte på bekæmpelse af visse alvorlige former for kriminalitet, navnlig terrorisme, ikke påvirkes af rammeafgørelsen, men ønsker samtidig, at dette eksplicit kommer til at fremgå af artikel 1.
Danmark, Belgien og Holland bemærker hertil, at en rammeafgørelse om grundlæggende rettigheder navnlig bør gælde for alvorlig kriminalitet, idet der særligt kan være behov herfor i denne type sager, ligesom det grænseoverskridende element særligt i disse sager må antages at kunne være til stede."
Foreningens bestyrelse deler naturligvis Danmarks synspunkter på dette punkt. Det har ikke noget formål at fastsætte minimumsgarantier, hvis disse ikke også skal gælde for den alvorligste kriminalitet.
Foreningens bestyrelse deler ligeledes Danmarks forbehold for, at der overhovedet i EU-regi er hjemmel til at fastsætte de ovennævnte regler, og henviser til notatets bemærkninger herom.
I det følgende vil bestyrelsen kun kommentere udvalgte dele af rammeafgørelsen.
Bestyrelsen deler en række medlemsstaters betænkeligheder i forbindelse med affattelsen af artikel 4, stk. 2, hvorefter medlemsstaterne forpligtes til, at der stilles en anden advokat til rådighed, hvis den givne juridiske bistand ikke findes at være effektiv.
Kommissionen har iflg. det ovennævnte notat bemærket hertil, at bestemmelsen er forsøgt formuleret således, at det er op til landene selv at fastlægge en ordning.
Der er jo ikke megen harmonisering og deraf følgende minimumsgaranti i en sådan holdning. Men hvis man skal regulere på dette område, risikerer myndighederne at krænke det fortrolighedsforhold, der bør være mellem advokat og klient, hvortil kommer, at reglerne kan misbruges til at udelukke "besværlige" advokater, der stiller spørgsmålstegn ved myndighedernes måde at håndtere straffesagen, hvorved man krænker forsvarernes uafhængighed af anklagemyndighed og domstolene.
Det forhold, at der har været enkelte sager, f.eks. i Italien, hvor en klager ved Menneskerettighedsdomstolen har fået medhold i, at han ikke fik tilbudt et effektivt forsvar, vil i de allerfleste tilfælde kunne løses ved, at der er mulighed for at skifte advokat, ligesom advokaten skal have mulighed for at udtræde af en sag, som han ikke har kapacitet eller tid til at gennemføre. Det var det, der var problemet i den sag, der anføres i rådets begrundelse for at regulere området, Artico mod Italien, 13. maj 1980, Serie A nr. 37, omtalt side 14 i forslaget i note 28. Der var ikke i den pågældende sag tale om, at den sigtede ikke var i stand til at vurdere effektiviteten af den juridiske bistand, cfr. præamblen pkt. 59.
Selv om en række medlemslande tilsyneladende mener, at man kan nøjes med at tilbyde anden bistand end advokatbistand, må foreningens bestyrelse fastholde, at kun bistand ydet af uafhængige advokater lever op til de krav, der i givet fald skal være en minimumsgaranti.
Artikel 5 regulerer de økonomiske forudsætninger for juridisk bistand. Reglerne er forskellige fra det danske system, hvor der i princippet er fuld regres mod den domfældte.
Bestyrelsen henviser på ny til sit høringssvar fra 2003, i hvilket var anført:
"Bestyrelsen henleder endvidere opmærksomheden på, at de danske regler om honorering af offentlige forsvarere afviger fra artikel 6, nu artikel 5, derved at selv den ubemidlede ikke har adgang til gratis bistand af en forsvarer, idet staten har regres for det fulde advokathonorar, hvis den pågældende findes skyldig.
Pdas kan den velstillede i Danmark få offentlig forsvarer, uden selv at udlægge eller stille sikkerhed for advokathonoraret. Det sidste bør opretholdes, idet man ikke kan forvente, at advokater i videre omfang vil yde juridisk bistand i sager af blot en vis størrelse på kredit alene med mulighed for at indtale kravet efterfølgende hos klienten. Det kan eventuelt føre til, at det er andre advokater, der påtager sig at føre sager for velstillede klienter og til andre og højere takster.
Derimod er systemet med fuld regres hos den domfældte i princippet uden hensyn til betalingsevne ikke særligt rimeligt. Det kan undertiden bero på tilfældigheder, hvor omfattende salæret bliver, herunder om der med mere eller mindre tvivlsom føje begæres varetægtsfængsling, om domsforhandlingen glider ubesværet eller må udsættes på grund af uhensigtsmæssig berammelse, vidners m.v. udeblivelse o.l. Det ville være mere hensigtsmæssigt, at domstolene i stedet for automatisk fuld regres ved domfældelse afgjorde udtrykkeligt, hvor stor en del af omkostningerne den domfældte skulle bære. Vel at mærke således, at denne afgørelse blev truffet, således at denne var rimelig i forhold til den domfældte, forseelsens størrelse og den reaktion, som sagen i øvrigt gav anledning til."
Umiddelbart giver de øvrige punkter i rammeafgørelsen ikke bestyrelsen anledning til kommentarer.
På bestyrelsens vegne
Elsebeth Rasmussen
Sagsnr. 2004-165-0618. Rådets rammeafgørelse om visse proceduremæssige rettigheder i straffesager i Den Europæiske Union (KOM (2004) 328 endelig).
/Default.aspx?ID=1052&newsid=4751&Action=1¤tPage=16&M=NewsV2&PID=5790