1. oktober 2000
Vedrørende bekendtgørelse nr. 577 af 22 juni 2000 om ændring af bekendtgørelse om ophold i varetægtsfængsel.
Ved ovennævnte bekendtgørelse har Justitsministeriet fastsat nogle ændringer af bekendtgørelsen om ophold i varetægtsfængsel som følge af lov nr. 428 af 31. maj 2000 om ændring af retsplejeloven og straffeloven (varetægtsfængsling i isolation m.v.). Landsforeningen har ikke været hørt forud for ændringsbekendtgørelsens vedtagelse.
Landsforeningen skal foreslå, at der fastsættes regler om minimumsrettigheder for besøg til varetægtsarrestanter, der er undergivet besøgskontrol.
Jeg henviser i den forbindelse til vedlagte kopier af meddelelser nr. 37/1991, 39/1991 og 59/1991 i Landsforeningen af Beskikkede Advokaters Meddelelsesblad.
Det er fortsat et stort praktisk problem, at besøg, der kontrolleres af politiet, ofte begrænses af ressourcemæssige grunde, og det er erfaringen blandt forsvarsadvokater, at en del sigtede oplever, at graden af samarbejdsvilje med hensyn til sagens opklaring har betydning for omfanget af besøg.
Det er vanskeligt at forestille sig, at der skulle være noget til hinder for f.eks. at indføre den ordning, der er beskrevet øverst på side 82 i meddelelse nr. 39/1991 som en generel minimumsordning.
Den argumentation, Justitsministeriet fremkom med i skrivelsen af 23. juli 1991, jf. meddelelse nr. 59/1991, må efter min opfattelse revurderes i lyset af den udvikling, der siden er sket, navnlig som følge af vedtagelsen af lov nr. 428 af 31. maj 2000 om ændring af retsplejeloven og straffeloven og lov nr. 432 af samme dato om fuldbyrdelse af straf m.v. Det svarer således ikke til et nutidigt syn på varetægtsfængsledes rettigheder, at man accepterer, at der ikke er minimumsrettigheder vedrørende kontrollerede besøg.
Med venlig hilsen
Thomas Rørdam
J.nr. 70442-32 - Henvendelse til Justitsministeriet om besøg til isolerede varetægtsarrestanter - 14-09-2000
/Default.aspx?ID=1052&newsid=6168&Action=1¤tPage=22&M=NewsV2&PID=5790