J.nr. 4. k. 97-032-153 - Høringssvar om forsøgsordning vedr. afsoning af seksualforbrydelser - 29-05-00

1. oktober 2000

Foreningen er blevet bedt om at udtale sig om forsøgsordningen vedr. afsoning af seksualforbrydelser.

På grund af den korte høringsfrist har det kun været muligt at bygge på erfaringer fra en meget begrænset kreds af advokater, da Kriminalforsorgen ikke selv har kunnet bidrage med navne på forsvarere, hvis klienter er blevet tilbudt den pgl. forsøgsordning.

En af advokaterne har fremhævet, at det kan være uhensigtsmæssigt, at spørgsmålet om deltagelse i forsøgsordningen rejses af politiet allerede ved efterforskningens start. Den pgl. advokat finder det rigtigst, at det i første omgang er forsvareren, der drøfter muligheden med klienten.

En anden advokat har bidraget med 4 eksempler:

1. "Den første vedrørte en 58-årig mand, som erkendte, at han var pædofil, og jeg havde i den forbindelse mulighed for at vejlede ham om forsøgsordningen, som han i øvrigt var meget positiv overfor. Han medvirkede derefter til de forskellige undersøgelser, og resultatet blev da også en behandlingsdom i stedet for frihedsstraf.
   
2. Sag nr. 2 vedrørte en mand midt i 60'erne, som benægtede alt, herunder at han skulle have et problem. Det var derfor formålsløst at orientere ham om ordningen, da det var åbenbart, at han på ingen måde ønskede at medvirke til nogen som helst undersøgelser.
   
   Den pågældende blev ved byretten idømt en ubetinget straf af 4 måneders fængsel, som ved landsretten blev gjort betinget under hensyntagen til den pågældendes alder.
   
3. I sag nr. 3 drejede det sig om en mand sidst i 20'erne, som ligeledes benægtede alt, og ej heller på nogen måde ønskede at høre tale om den pågældende forsøgsordning.
   
   Han blev såvel ved byret som landsret idømt en længerevarende ubetinget fængselsstraf, og jeg har ikke noget kendskab til, om han efterfølgende har ønsket at deltage i anden del af forsøgsordningen med den såkaldte visitationsordning i Anstalten ved Herstedvester.
   
4. 4. sag var en mand først i 30'erne, hvor det ved byretten blev aftalt, at skyldsspørgsmålet først skulle afklares, og efter at den pågældende var kendt skyldig, deltog han efterfølgende i de forskellige undersøgelser, men var stærkt negativ, da han følte sig dømt med urette, og således ikke blev indstillet til behandling, og fik således både ved byret som landsret en længerevarende frihedsstraf.
   
   Han er endnu ikke indkaldt til afsoning, og hvorvidt han vil deltage i visitationsordningen i Anstalten ved Herstedvester er jeg således ikke klar over.

Mine sager er således en blandet landhandel, som det umiddelbart er svært at udlede noget af, men det er min fornemmelse, at da de tiltalte generelt nægter, vil de i konsekvens heraf heller ikke deltage i de forskellige undersøgelser, da de formentlig (og måske med rette) har den opfattelse, at det vil give udtryk for skyld.

Det er dog min opfattelse, at ordningen bør gøres permanent, men det centrale i ordningen vil formentlig være den anden del, nemlig den efterfølgende visitationsordning i Anstalten ved Herstedvester.

Samtidig mener jeg, at det er et utroligt væsentligt element, at man har mulighed for at holde de pågældende dømte, der falder under ordningen, væk fra de sædvanlige fængsler, så de har mulighed for at undgå den jagt fra medindsatte, der traditionelt sker overfor personer, som er dømt i sædelighedssager."

Foreningen henviser i den forbindelse til Nordskov-udvalgets Betænkning om placering af indsatte, side 45, hvorefter det er almindelig kendt, at visse af de indsatte, der er dømt for seksualforbrydelser, navnlig mod børn, bliver terroriseret og forfulgt i en sådan grad, at de føler sig tvunget til at lade sig overføre til et andet fængsel med henblik på enerumsanbringelse eller arresthus for at kunne være i fred.

Det er ligeledes almindeligt forekommende, at det er vanskeligt for de indsatte at være anonyme, idet de ofte fra medindsatte bliver stillet over for et krav om at forevise en domsudskrift, hvis de medindsatte har mistanke om, at den pgl. er dømt for seksualforbrydelser.

Det påpegede om, at det kan være vanskeligt at få den sigtede/tiltalte til at tilkendegive positiv indstilling til alternativ afsoning, hvis han nægter sig skyldig, kunne måske i videre omfang løses ved at benytte bestemmelsen i RPL § 928 a, stk. 1 in fine om forlods afgørelse af skyldspørgsmålet. Men ellers samler forsøgsordningen jo op herpå, derved at tilsagn om at lade sig behandle også kan gives under visitationen i Herstedvester.

En tredje advokat oplyser at have haft en enkelt sag, der blev fremmet som tilståelsessag. Gerningsperioden var fra sommeren 1997 til efteråret 1998. Advokaten bemærker:

"Anklageren og jeg var enige om, at sagen var egnet til forsøgsordningen, og der blev udarbejdet 808-undersøgelse og speciallægeerklæring, der konkluderede, at sigtede var egnet til at indgå i forsøgsordningen. Ifølge visitationsudtalelsen blev det foreslået, at det indledende institutionsophold fandt sted på det beskyttede pensionat, hvor sigtede allerede opholdt sig, og hvorfra han kunne passe sit arbejde. I overensstemmelse med denne indstilling blev min klient idømt 30 dages fængsel betinget, blandt andet af, at han underkastede sig den foreslåede psykiatriske sexologiske behandling.

Sagen startede i efteråret 1998, og dom blev afsagt den 10. december 1999. Min eneste bemærkning til ordningen vedrørende denne sag er, at systemet fungerede, men meget langsomt."

Samme advokat tilføjer at have overtaget en sag i anken, hvor der var afsagt dom i byretten februar d.å., hvor spørgsmålet om forsøgsordningen overhovedet ikke var på tale. Domfældte fik 5 måneders fængsel og ankede til landsretten. Advokaten bemærker:

"Under anken har jeg anmodet om, at der udarbejdes dels personundersøgelse, dels speciallægeerklæring med henblik på, at sagen kan henføres under forsøgsordningen. Statsadvokaten har erklæret sig enig i denne fremgangsmåde, men visitationsudvalget har endnu ikke taget stilling til sagen. Sagen er berammet til domsforhandling i september 2000."

En fjerde advokat bemærker: "Ingen af de tiltalte i de sager, jeg har haft efter forsøgsordningen påbegyndtes, har erkendt sig skyldige. De har derfor, ingen af dem - i forbindelse med at jeg har redegjort for ordningen - villet medvirke ud fra synspunktet om, at der heri lå en erkendelse af, at man havde et problem i den nævnte relation.

Jeg er ej heller bekendt med, om nogle af disse, efter at de er dømt, er indgået i et behandlingsforløb under afsoningen."

Den første af de ovenfor nævnte advokater har rejst spørgsmålet om målgruppen for ordningen og giver en mulig forklaring på, at enkelte af de tiltalte afviser at deltage i projektet. Advokaten bemærker:

"Såfremt det antages, at en sædvanlig efterforskningstid og tid frem til domfældelse udgør ca. 4-5 måneder, skal man dertil lægge de ca. 6 måneder, der indledningsvist går, hvor den domfældte skal opholde sig i egnet institution, herunder Herstedvester, før der kan blive tale om at lempe vilkårene for den betingede dom, med ambulant behandling eller tilsvarende.

Den tiltalte skal altså gøre sig klart, at han vil være tidligere ude af afsoning og med et mildere tilsyn, hvis han alene kan imødese en dom på op til 1 års fængsel, idet prøveløsladelse vil medføre at domfældte er på gaden efter 9 måneder.

Kun ved længerevarende domme kan det således "betale sig" at tiltræde forsøgsordningen, og derved rammer man kun delvist målgruppen.

Hertil kommer, at løsladelse efter ordningen vil blive suppleret med et vilkår om fortsat ambulant behandling på sexologisk klinik eller tilsvarende steder, et vilkår der ikke stilles ved prøveløsladelse efter almindelig dom."

Generelt kan foreningen, som det også fremgår af de ovenstående bemærkninger, anbefale, at forsøgsordningen videreføres og på et tidspunkt gøres til en permanent ordning."

På foreningens vegne

Elsebeth Rasmussen

Tilbage

J.nr. 4. k. 97-032-153 - Høringssvar om forsøgsordning vedr. afsoning af seksualforbrydelser - 29-05-00 /Default.aspx?ID=1052&newsid=6166&Action=1¤tPage=22&M=NewsV2&PID=5790