22. november 2016
Transport – og Bygningsministeriet har den 21. oktober 2016 sendt ovennævnte udkast til lov om ændring af færdselsloven i høring.
Hovedformålet med lovforslaget er at implementere den politiske aftale, der den 30. juni 2016 blev indgået mellem Regeringen (Venstre), Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Enhedslisten, Liberal Alliance, Alternativet, Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti og Det Konservative Folkeparti om kørsel i hashpåvirket tilstand og alkolåse. Af aftalen fremgår det, at parterne var enige om at indføre en proportional sanktionering af kørsel med hash i blodet samt ændre alkolåsordningen med henblik på at udvide muligheden for brug af alkolåse.
I den anledning har Landsforeningen af Forsvarsadvokater følgende bemærkninger:
Landsforeningen kan helt overordnet tiltræde, at der indføres en proportional sanktionering af kørsel med hash i blodet i form af en trappestigemodel jf. dog nærmere nedenfor om den manglende parallelitet mellem spirituskørsel og hashkørsel.
Landsforeningen kan tiltræde den forelåede ændring af alkolåsordningen med henblik på at udvide muligheden for brugen af alkolåse og har i øvrigt ikke bemærkninger til den del af lovforslaget.
Med hensyn til fastsættelse af en trappestigemodel med inspiration fra norsk ret, er der med hensyn til hashkørsel i niveauet 0,0011 – 0,003 mg THC pr. kg blod ikke parallelitet i forhold til spirituskørsel. Hashkørsel i niveauet 0,0011 – 0,003 mg THC pr. kg blod svarer, som det nærmere fremgår af lovforslaget, til spirituskørsel med en promille på 0,2 – 0,5. Spirituskørsel med en promille på 0,2 – 0,5 er straffri, mens hashkørsel i niveauet 0,0011 – 0,003 mg THC pr. kg blod efter lovforslaget skal medføre en bøde på en halv måneds nettoløn og et klip i kørekortet.
Der bør være parallelitet mellem spirituskørsel og hashkørsel, så hashkørsel i niveauet 0,0011 – 0,003 mg THC pr. kg blod gøres straffrit. Dette vil også betyde, at kørsel med den nævnte mængde hash i blodet ikke vil blive anset som en skærpende omstændighed i relation til straffelovens § 241, 2. pkt., om uagtsomt manddrab og uagtsomt grov legemsbeskadigelse efter § 249, 2. pkt. (cfr. lovforslagets side 22 nederst).
Lovforslaget giver ikke nærmere anvisninger på fastsættelse af straf og frakendelse ved flere forhold til samtidig pådømmelse.
For øjeblikket er sager vedrørende hashkørsel sat i bero. Lovforslaget forholder sig ikke til, hvordan de berosatte sager skal behandles fremadrettet.
Endvidere forholder lovforslaget sig ikke til, hvad der skal ske i forhold til personer, der allerede er dømt efter den nugældende lovgivning. Hvad gælder der fx i forhold til en person, der er i sommeren 2016 blev idømt tre års frakendelse af førerretten for hashkørsel i intervallet 0,0011 – 0,003 mg THC pr. kg blod? Var pågældende blevet dømt i overensstemmelse det fremsatte lovforslag, ville han kun skulle have haft et klip i kørekortet.
Der synes at mangle en en overgangsregel svarende til den, som blev lavet ved lov nr. 363 af 24. maj 2005, hvorefter frakendelse af førerretten som altovervejende hovedregel maksimalt skete for 10 år (se ændringsloven § 3, stk. 3).
Afslutningsvist skal det bemærkes, at lovforslaget også bør forholde sig til andre euforiserende stoffer end hash.
Med venlig hilsen
Kristian Mølgaard
Høring over udkast til lov om ændring af færdselsloven - ændring af sanktionerne for kørsel i hashpåvirket tilstand og alkolåse
/Default.aspx?ID=1052&newsid=17197&Action=1¤tPage=4&M=NewsV2&PID=5790