29. oktober 2021
(Styrket indsats mod seksuelle overgreb mod børn, styrket rådgivning til ofre for seksuelle overgreb og underretning i sager om seksuelle overgreb)
Justitsministeriet har ved mail sendt 30. september 2021 anmodet om blandt andet Landsforeningen af Forsvarsadvokaters (LFFA) eventuelle bemærkninger til ovennævnte høring.
Høringen har været drøftet i LFFA’s bestyrelse.
Ad 2.1. Ændring af straffelovens § 216, stk. 2 om samleje med et barn
LFFA anerkender, at det er en politisk beslutning, hvilke seksuelle relationer man ønsker skal være strafbare og efter hvilken bestemmelse.
LFFA finder imidlertid at have meget vanskeligt ved at forstå motivation og behov for at rubricere en seksuel relation med en 14-årig forskelligt efter, om den udøves af en 21-årig (§ 222) eller en 22-årig (§ 216, stk. 2, 2. pkt. – og dermed voldtægt). Hvis der skulle være behov for at straffe hårdere, når forholdet finder sted efter gerningsmandens fyldte 22. år, kunne en sådan differentiering mere passende opnås ved en strafskærpelse i § 222.
LFFA skal imidlertid også i forhold hertil bemærke, at det forekommer vanskeligt at se nogen begrundelse for strafdifferentiering i denne ene bestemmelse ved det 22. år eller nogen anden specifik aldersdifferentiering.
Ad 2.3. Forbud mod sexdukker, der fremstår som børn
Forslaget er motiveret af at ”sende et klart signal om, at seksuelle overgreb mod børn på ingen måde kan accepteres”. Det forekommer LFFA, at der næppe er konkret aktuelt behov for at signalere dette yderligere end som allerede sket gennem lovgivning de senere år. Grænsedragningen i om dukker er konstrueret helt eller delvist med det ene eller andet formål kan være vanskelig at foretage i praksis. Det kan være tvivlsomt om et forbud reelt opnår at udgøre en beskyttelse af børn som ofre frem for reelt at risikere at udgøre en risiko for børn som konkrete ofre fremfor, at det er dukker, der bliver ”ofre”.
Ad 2.4. Mulighed for at give udrejseforbud til personer, der er dømt for seksualforbrydelser begået mod børn
LFFA finder, at de eksisterende muligheder for efter § 236 at sætte begrænsninger/gøre indgreb overfor sexdømte er meget vidtgående. De eksisterende muligheder synes dog at være målrettet konkrete beskyttelsesbehov, hvis anvendelse kan være indikeret af det forhold, der er dømt for. Det synes ikke i samme grad at være tilfældet i forhold til et udrejseforbud, i særdeleshed ikke sådan som udrejseforbud er motiveret i bemærkningerne. Det forekommer LFFA at udrejseforbud vil være stridende imod EU-retlige principper om ”frihed til valg af opholdssted” herunder protokol 4 artikel 2 til EMRK, ligesom det forekommer LFFA uforståeligt, at der skulle være grundlag for gennem udrejseforbud at give videregående/komplette indskrænkninger i forhold til adfærd udenfor Danmarks grænser end indenfor. Med et udrejseforbud vil man således beskytte fx beboere i Flensborg imod, at en sjællandsk sexdømt kan rejse dertil, hvorimod beboere i Tønder ikke vil være beskyttet imod, at samme person kan rejse dertil.
LFFA opfordrer til, at der indhentes oplysninger om omfanget og erfaringer med eventuel tilsvarende lovgivning i andre (EU-) lande.
Med venlig hilsen
Kristian Mølgaard
Høring over udkast til forslag til lov om ændring af straffeloven, retsplejeloven og lov om pas til danske statsborgere m.v
/Default.aspx?ID=1052&newsid=17371&Action=1&M=NewsV2&PID=5790