23. maj 2017
Høring over Europa-Kommissionens forslag til Europaparlamentets og Rådets forordning om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS) på området ind- og udrejsekontrol, Europaparlamentets og Rådets forordning om oprettelse, drift og brug af schengeninformationssystemet (SIS) på området for politisamarbejde og strafferetligt samarbejde og Europaparlamentets og Rådets forordning om brug af Schengeninformationssystemet i forbindelse med tilbagesendelse af tredjestatsborgere med ulovligt ophold (J.nr. 2017-19203-1130)
I mail af 24. april 2017 har Justitsministeriet med svarfrist den 22. maj 2017 anmodet Landsforeningen af forsvarsadvokater om bemærkninger til forslag til Europaparlamentets og Rådets forordning om oprettelse, drift og brug af Schengeninformationssystemet (SIS).
Den første del af ændringsforslaget vedrørende forbedringer af SIS’ funktion, drift og brug på området politisamarbejde og strafferetligt samarbejde, giver særligt anledning til følgende bemærkninger:
Forslaget om ændringer af artikel 22 samt indførelsen af nye artikler 40, 41 og 42, vil udover hidtidige fingeraftryk i databaserne endvidere søge indlemmet henholdsvis ansigtsbilleder, håndfladeaftryk og DNA-profiler for at identificere en person.
Landsforeningen noterer sig, at såvel håndfladeaftryk, brugen af ansigtsbilleder til identifikation samt DNA-profiler alene forventes anvendt på særlige, begrænsede områder hvorunder især anvendelsen af DNA-profiler tænkes anvendt for særligt savnede personer der skal beskyttes, navnlig børn.
Uanset de oplyste, begrænsede anvendelsesområder for håndfladeaftryk, ansigtsbil-leder og DNA-profiler, finder Landsforeningen det umiddelbart betænkeligt, at der foretages så omfattende udvidelser af instrumenterne til identifikation i SIS, uden at de retssikkerhedsmæssige forhold forbundet hermed synes nærmere gennemgået og konsekvensberegnet.
Landsforeningen finder det betænkeligt, at disse nye instrumenter til identifikation alle indføres i SIS, idet selve opbevaringen af disse data i SIS kan befrygtes at blive anvendt i højere grad og i andre sagstyper, end forudsat i forslagets bemærkninger, hvor der som nævnt alene tilsigtes en begrænset anvendelse.
Forslagets anden del til SIS’ anvendelse nu også til indberetninger om tilbagesendelsesafgørelser vedrørende tredjelandsstatsborgere med ulovligt ophold, giver ikke umiddelbart anledning til yderligere bemærkninger.
Med venlig hilsen
Kristian Mølgaard
Høring over Europa-Kommissionens forslag til Europaparlamentets og Rådets forordning om oprettelse
/Default.aspx?ID=1052&newsid=17229&Action=1&M=NewsV2&PID=5790