21. januar 2021
Transport- og Boligministeriet har den 16. december 2020 sendt ovennævnte i høring til bl.a. Landsforeningen af Forsvarsadvokater (LFFA).
Høringen har været drøftet på et møde i LFFA’s bestyrelse.
LFFA ser med bekymring på en udvikling, hvor lovgiver objektiviserer det kriminaliserede handlingsområde, samt indfører minimumsstraffe og dermed fratager domstolene muligheden for at foretage konkrete vurderinger i konkrete sager med henblik på at fastsætte en konkret, forholdsmæssig og rimelig sanktion. LFFA ser de foreslåede bestemmelser i færdselslovens § 118, stk. 11 om straf og § 128, stk. 2, 2. pkt. om frakendelse som et led i den nævnte uheldige udvikling.
Den nugældende bestemmelse i færdselslovens § 118, stk. 10 sammenholdt med § 126, stk. 1, nr. 4 giver netop domstolene muligheden for at vurdere, om en konkret kørselssituation eller et konkret kørselsforløb er udtryk for en så grov tilsidesættelse af færdselslovens regler og hensynet til andre trafikanter, at der er tale om ”særlig hensynsløs kørsel” med heraf følgende mulighed for at idømme frihedsstraf og frakende førerretten ubetinget. Dette sker med inspiration i lovbemærkningerne til bestemmelsen, herunder særligt bemærkningerne til lovændringen i 2010 (lov nr. 716 af 25. juni 2010). LFFA er af den opfattelse, at den retstilstand der har udviklet sig på baggrund af den nugældende bestemmelse er hensigtsmæssig og retssikkerhedsmæssig forsvarlig, fordi der netop foretages en konkret vurdering af farligheden af den konkrete overtrædelse af færdselsloven.
Indførelsen af den foreslåede nye bestemmelse i færdselslovens § 118, stk. 11 vil have den uheldige og retssikkerhedsmæssigt betænkelig konsekvens, at domstolene helt fratages muligheden for at vurdere, om de nævnte overtrædelser af færdselsloven har indebåret en så farlig trafiksituation, at der bør idømmes en frihedsstraf og med den foreslåede bestemmelse i § 128, stk. 2, 2. pkt. også en langvarig frakendelse af førerretten. Det kan efter LFFA’s opfattelse føre til helt urimelige resultater, fordi også overtrædelser af de i den foreslåede § 118, stk. 11 nævnte art er forskellige, når det kommer til om og i givet fald i hvilket omfang overtrædelserne har indebåret fare for andre trafikanter.
Som eksempel kan nævnes en situation, hvor en bilist kører på en motorvej en sen aften eller nat. Fartgrænsen er på den konkrete strækning 110 km/t og bilisten overholder fartgrænsen. Der er ikke yderligere trafik på motorvejen. På et tidspunkt passerer bilisten en vejstrækning med et mindre vejarbejde. Der er her skiltet med en fartgrænse på 50 km/t. Der er ingen personer på vejen, idet vejarbejdet alene udføres i dagtimerne. Bilisten overser skiltningen og fortsætter med 110 km/t. I den situation vil bilisten efter de foreslåede bestemmelser stå til en frihedsstraf, en frakendelse på mindst 3 år og i øvrigt også en konfiskation af køretøjet efter den foreslåede bestemmelse i § 133 a, stk. 2. Der vil ingen mulighed være for domstolene til at tage i betragtning, at der i den konkrete færdselssituation ingen fare har været for hverken bilisten selv eller andre personer. Det er efter LFFA’s opfattelse stærkt betænkeligt.
LFFA anbefaler derfor at fastholde det gældende system, hvorefter det beror på en konkret vurdering om der er tale om særlig hensynsløs kørsel / vanvidskørsel. I det omfang regler svarende til de foreslåede bestemmelser i § 118, stk. 11 og § 128, stk. 2, 2. pkt. indføres bør der samtidig indføres en undtagelsesbestemmelse, der gør det muligt for domstolene at fravige udgangspunkterne under formildende omstændigheder. LFFA er opmærksom på den gældende undtagelsesbestemmelse i § 126, stk. 2 om frakendelse, men således som retspraksis har udviklet sig omkring denne bestemmelse, vil den ikke alene yde en tilstrækkelig beskyttelse mod urimeligt lange førerretsfrakendelser i konkrete situationer.
Det foreslås også, at adgangen til konfiskation fra tredjemand udvides, så biler anvendt til ”vanvidskørsel” i videst muligt omfang vil blive beslaglagt af politiet på stedet med henblik på konfiskation. Denne del af forslaget er stærkt betænkeligt.
Hvis en mor låner sin bil ud til sin søn, som har gyldigt kørekort og ikke før har været straffet for spirituskørsel, risikerer moderen at få konfiskeret sin bil, hvis sønnen bliver stoppet med en meget høj promille. Forslaget rammer også en kvinde, der låner sin bil ud til sin veninde, og den almindelige bilist, der lejer sin bil ud igennem en deleøkonomisk platform.
Fælles for de nævnte eksempler er, at de pågældende i langt de fleste tilfælde ikke har nogen mulighed for på forhånd at vide, om føreren bevidst foretager en forseelse, der kan karakteriseres som vanvidsbilisme.
Ikke desto mindre er det ejeren, der vil blive frataget bilen, og den værdi den udgør, selvom ejeren intet forkert har gjort.
Dertil kommer, at konfiskation af tredjemands bil - i hvert fald ikke altid - har en præventiv effekt overfor gerningsmanden, da gerningsmanden netop ikke rammes umiddelbart af konfiskationen (bortset fra et ”teoretisk” økonomisk krav fra bilens ejer).
I forarbejdernes pkt. 3.3 nævnes det, at der kan være et problem i forhold til Den Europæiske Menneskerettighedskonvention:
”Som det imidlertid fremgår ovenfor, ses Domstolen ikke at have været forelagt en helt tilsvarende ordning som den foreslåede. I lyset heraf, og da Domstolens praksis på området som nævnt i et vist omfang synes at være uensartet og at bære præg af at være under udvikling, kan det ikke udelukkes, at der i konkrete tilfælde vil kunne være en mindre procesrisiko ved at anvende de foreslåede regler om tredjemandskonfiskation i praksis.”
Tredjemandskonfiskation rejser også spørgsmål i forhold til grundlovens § 73, der vedrører beskyttelsen af den private ejendomsret. Grundlovens § 73 ses ikke omtalt i forarbejderne.
Hvis den foreslåede ordning med tredjemandskonfiskation indføres, bør det overvejes at tydeliggøre i forarbejderne, hvornår konfiskation fra tredjemand er ”uforholdsmæssigt indgribende”. Som forslaget i § 133 a stk. 2 sammenholdt med forarbejdernes pkt. 2.5.2.3, 2. spalte, er formuleret, er der alene tale om en snæver undtagelse:
”Adgangen til konfiskation af tredjemands køretøj er således ikke undtagelsesfri. Det forudsættes dog, at der er tale om en snæver undtagelse. Udgangspunktet vil være, at køretøjer benyttet til vanvidskørsel som udgangspunkt konfiskeres, og ejeren herefter må søge sit tab dækket gennem et erstatningskrav mod føreren.”
Med venlig hilsen
Kristian Mølgaard
2019-7190, Høring over forslag til lov om ændring af færdselsloven (Skærpet indsats mod vanvidskørsel)
/Default.aspx?ID=1052&newsid=17355&Action=1&M=NewsV2&PID=5790